Malaysia - det ulmer under overfladen

Palmerne farer forbi kilometer efter kilometer uden for bussens vinduer.  Udenfor er tempera-turen tæt på 35 grader.

Heldigvis er bussen afkølet med en ældre model af et aircondition anlæg. De grønne palmer med klaser af mørke bær er olie-palmer, som bruges til udvinding af planteolie, som er en af Malaysias vigtige eksportartikler.

Plantage efter plantage står palmerne. Det er sært at tænke sig, at en af de største plantager ejes af den 75 årige dansker Børge Bek-Nielsen, der som ung tog til Malaysia i 50erne. Han har med hård hånd og gammeldags dyder styret sin virksomhed United Plantations. Med en årlig omsætning på 6-900 millioner kroner placerer han sig blandt landets største olieproducenter. Bek-Nielsen har ikke kun interesser i Malaysia. Han er samtidig hovedaktionær i Århus Oliefabrik, som importerer og bearbejder olien fra plantagerne i Malaysia.

Plantagerne flimrer forbi. Alt er grønt og frodigt. Vi er i den nord-vestlige Malaysia på vej sydpå. Vi er taget af sted for at forstå lidt af hvad der sker i det store land, der i flere år har været kendt for den asiatiske tiger-økonomi med en årlig vækst på 6-12 %. Men efter krisen i 1997 er det som om noget ulmer. Hvad er der galt ? Er der andre bud end de, som landets leder gennem 20 år doktor Mahathir Mohamad byder på ? Er der plads til nye tanker ? Vi har krydset grænsen i nord fra Thailand og målet er at slutte 900 km. længere mod i syd i Singapore 2 uger senere.

Ind mellem oliepalmernes lange rækker står rækker af gummitræer, som i mange år var Malaysias vigtigste indtægtskilde, sammen med tinminerne. Fra sirlige små v-formede snit drypper saften ned i små potter og opsamles hver nat af gummitapperne.

Der skal mindst 700 træer til, for at en familie kan leve af gummitapningen og den efterfølgende be-arbejdning. Der er ingen tvivl om, at den efter-følgende bearbejdning og produktion af gummi-varer giver en bedre indtægt end den pris, som gummitapperne får fra opkøberne.

Overalt hvor vi kommer frem er der grønt. Det tropiske varme og nedbøren gør, at der gror planter på selv den stejleste klippeside.

Den djævelske lov

Mange opfatter Malaysia som et godt og demokratisk land. Men det holder ikke, hvis man går bag den polerede overflade. De har beholdt og skærpet en del af de gamle love fra de engelske koloniherres tid, blandt andet den djævelske Internal Security Act, en lov der betyder, at politimesteren kan arrestere mennesker, som han anser som en fare for landets interne sikkerhed. Loven blev vedtaget i perioden efter 1948, hvor kommunistiske partisaner startede en væbnet oprørskrig mod først englænderne og senere i mere begrænset omfang mod den nye malaysiske regering. Dengang var der dog visse garantier for, at de fængslede havde ret til at komme for en dommer. De bestemmelser er efter 1957 taget ud af loven. Kommunistpartiet er i dag forbudt i Malaysia.

I 60 dage kan politimesteren isolationsfængsle mennesker, der er i opposition til regeringen. I disse 60 dage prøver politiet eller det hemmelige politi, Special Branch, at tvinge en tilståelse ud af de indespærrede, gennem afhøringer i flere døgn med psykisk eller fysisk tortur. De indespærrede har ingen ret til kontakt til hverken familiemedlemmer eller en advokat og ej heller ret til at få at vide, hvorfor de er indespærrede.

Efter de 60 dage skal indenrigsministeren godkende en forlængelse af fængslingen, hvis den skal fortsætte. Han har ret til at forlænge den i 2 år. Herefter igen i yderligere 2 år og yderligere 2 år – stadig uden mulighed for at sagen kommer for en dommer. Enkelte har siddet i mere end 15 år.

Efter de 60 dage foregår indespærringen som regel i Kamunting-fangelejren godt 300 km nord for hovedstaden Kuala Lumpur. Loven bruges især overfor politiske modstandere i oppositionspartierne, aktive i fagforeningerne og græsrodsorganisationerne. Der er op gennem årene registreret mange tilfælde af tortur overfor mennesker, der er indespærret efter ISA, udført af Special Branch.

Orientens perle

Første stop på rejsen er øen Penang. Stedet har som flere andre byer langs kysten spillet en væsentlig rolle op gennem historien. Vi er i nærheden af det sagnomspundne Melakkastræde der var genvej til Kina med skib og derfor et centralt handelssted og værdifuldt at have magten over. Allerede i 1771 besatte englænderen Francis Light øen og gjorde den til en vigtig knudepunkt i englændernes verdensomspændende handel. En overgang styrede de hele Malaysias kyst med de 3 kolonier, Penang i nord, Singapore i syd og Melakka midtvejs.

Vi ser tydelig spor fra områdets brogede historie, når vi går en tur i hovedbyen Georgetown. De smalle gader, de gamle butikshuse, millionærvillaerne og de gamle kolonibygninger. For ikke at gå helt til i varmen hyrer vi en trishaw og lader de lokale taxachauffører på deres cykler transportere os rundt.

Det er søndag og Francis Xavier, der er vores lokale kontakt, viser os vej til den lokale komite af det nye retfærdighedsparti, Keadilan, der er opstået i kølvandet på det interne opgør i regeringen. Kronprinsen til at overtage premierminister, doktor Mahathir plads som leder hed indtil 1998 Anwar Ibrahim. Krisen havde afsløret korruption og kammerateri i regeringen, som Amwar Ibrahim ønskede at komme til livs. Hertil kom, at han og Mahathir blev uenige om, hvordan den økonomiske krise skulle løses. Enden blev, at han blev fyret. Der blev rejst sag mod ham for magtmisbrug og sodomi, og dommen blev afsagt på, hvad der senere viste sig at være falske, konstruerede beviser. Anwar Ibrahim afsoner nu en dom på 15 års fængsel.

Krisen og den hårde medfart overfor Anwar Ibrahim skabte grobund for en synlig opposition mod regeringen, og det udmøntede sig i dannelsen af Keadilan, der har Anwar Ibrahims kone Wan Azizah som leder, og fagforeningsaktivisten Tian Chua som næstformand.

Tian kender vi. Han har været i Silkeborg i 1997 i forbindelse med vores lokale støtte til Labour Ressource Center, som han er leder af. I øjeblikket sidder han i en fangelejr kun 150 kilometer syd for Penang – fængslet efter ISA.

Komiteen sidder midt i et møde og diskuterer, hvordan de kan styrke opbakningen til deres nye parti og deres kampagne mod fængslingerne. Den lokale formand Malek Kassim fortæller begejstret om, hvor meget de allerede har nået. Lokale komiteer i alle lokalområder af landet og en sejr i en nærliggende provins Lunas ved det nylig afholdte suppleringsvalg til delstatsregeringen. Penang-området er et stærkt område for oppositionen. På væggen hænger store billeder af Anwar Ibrahim. Han er blevet et symbol på kampen for mere demokrati i landet, hvor Mahathirs UMNO-prati har hersket uafbrudt siden selvstændigheden i 1957.

Med til mødet er også Ramakrishnan, som er leder af græsrodsorganisationen Aliran, der arbejder for bedre sociale forhold og for sikring af menneskerettigheder. Organisationen udgiver et meget læst tidsskrift af samme navn. Der er også den unge kineser og økologiske landmand Ong, som har kastet sine kræfter ind for at sikre, at lejere ikke rammes urimeligt af den nylige libera-lisering af huslejefastsættelser. Han er også dri-vende kraft i bevægelsen mod ISA. Fra deres lokale planlægger de aktiviteter og fremstød, selvom politiet søger at hindre dem i det og ofte tilbageholder dem. Vi hilser senere på Danny, der sidder som eneste repræsentant i delstats-regeringen for DAP, et socialdemokratisk parti og Mohideen, der er advokat og medlem af socialist-partiet PRM. Heldigvis foregår dagens sidste møde på en lille bar med aircondition. Vi er ved at smelte og kan næsten ikke koncentrere os. Vi forstår slet ikke hvordan disse aktive mennesker kan opbyde en sådan energi i den tropiske varme.

Staten kontrollerer fagforeningen

Besøget i Penang bringer os også på virksom-hedsbesøg på air-con fabrikken TRANE

med 263 ansatte. Virksomheden er, som mange andre i Malaysia baseret på udenlandsk kapital og en del af en stor koncern. Virksomheden er et særsyn. Kun mellem 8-10 % af Malaysias arbejdere er medlem af en fagforening, men her er de fleste medlemmer. Begyndelseslønnen er 500 malaysiske ringgit pr. måned. Det svarer til 1.250 danske kroner.

Fagforeningerne i Penang-området arbejder meget målrettet – selvom det er svært at få lov til at oprette en fagforening. Arbejdsministeriets kontor for fagforeninger skal først godkende fagforeningens navn, vedtægter og arbejdsområde før der er adgang til at hverve medlemmer. Denne proces kan vare mange år og koste store summer til advokater, før det lykkes at blive anerkendt. Gummiarbejderne har deres base heroppe og har arbejdet mange år. Francis har i flere år siddet i deres ledelse og fortæller undervejs mange historier om kampene for at blive anerkendt på virksomhederne. Når først en fagforening er kommet i gang, skal den hvert år aflevere et fuldstændigt regnskab. Hvis ikke fagforeningen følger de meget skrappe regler for, hvad medlemmernes kontingent må bruges til, kan ministeren lukke fagforeningen og konfiskerer værdierne. Folkene vi møder i elektrikernes fagforening, hos metalarbejderne og tekstil-arbejderne kan fortælle lignende historier.

Hertil kommer, at fagforeningsfolkene ofte er i politiets søgelys, når regeringen følger sig generet eller truet af demonstrationer og protester. De kender alle enten på egen krop, eller fra nære venner, hvordan det er at blive afhentet af politiet og afhørt i dagevis efter ISA, fordi deres aktiviteter opfattes som en trussel mod landets interne sikkerhed. De har alle været med i mange år, og de fortsætter trods risikoen og de store menneskelige ofre. For som Bala fra elektrikernes fagforening sagde: Vi har ingen anden mulighed.

Hvis vi giver op, har Mahathir og hans folk vun-det og befolkningen tabt. Stærke fagforeninger er en del af kampen for demokrati i Malaysia.

Fangelejren

På vej videre sydover kommer vi efter halvanden times kørsel til den lille stille by, Taiping. Dækfabrikken Silverstone har en afdeling her med mere end 1000 arbejdere. Udenfor byen ligger den berygtede fangelejr Kamunting. Den er gennem mange år blevet anvendt til indespærring af folk under ISA. Enkelte modstandere af regeringen har siddet her i 12 til 15 år.

I 1970 til 75 sad ikke mindre end 6.800 mennesker indespærret efter denne lov – ikke kun i denne lejr men mange steder i Malaysia. I 1987 under den såkaldte Operation Lalang blev 1.118 arresteret herunder mange fagforeningsfolk og politisk aktive. Loven har ikke været anvendt meget siden , men da uroen og demonstrationerne tog til i forbindelse med den økonomiske krise i 1997, blev den anvendt igen.

Vores ven Tian Chua sidder i øjeblikket i lejren – sammen med 5 andre. Her skal de sidde i 2 år. Under forberedelserne af demonstrationer og møder i anledning af 3-årsdagen for fængslingen af Anwar Ibrahim blev 10 aktivister med tilknytning til oppositionen afhentet af politiet og spærret inde, isoleret i 3 kvadratmeter store celler med en cement-seng og en svag pære i loftet. Cellen var uden vinduer og fangerne havde ingen mulighed for at vide, om det var dag eller nat. De kunne ikke få at vide, hvad de var indespærret for, og ej heller mulighed for at få kontakt til deres familier. De første 60 dage brugte politiet til afhøringer for at tvinge dem til en eller anden tilståelse. Efter godt 50 dage bliver 4 løsladt mens de 6 resterende overføres til Kamunting fangelejren. Her er forholdene bedre. Lejren består af 5 blokke.

De godt 40 fanger, som var her i forvejen, er stuvet sammen i 2 blokke, og de politiske fanger sidder 2 og 2 i hver af de 3 resterende blokke. De har ret til 45 minutters besøg af familien hver uge, men alle samtaler overhøres af en betjent. De må ikke læse aviser og har kun i begrænset omfang mulighed for at modtage bøger, frugt og andet fra familien.

2 af folkene fra Silverstone har hentet os ved busstationen og kørt os ud til lejren. Vores plan er at komme ind i lejren, for at besøge Tian.

Vi spørger i vagten og fortæller, at vi er bekendte, der er kommet fra Danmark. Vi afleverer pas og vores malaysiske venner afleverer identitietspapirer. Navne og numre bliver sirligt registreret. I første omgang fortæller vagten, at han skal rekvirere en anden vagt, der skal eskortere os til port nummer 2. Der er nemlig 3 porte før vi kommer ind i selve lejren. Vi venter en halv times tid, men intet sker. Pludselig bliver vi kaldt hen. Det kan ikke lade sig gøre at komme ind. Vi skal have en skriftlig tilladelse fra inden-rigsministeren eller dispensation fra lejrchefen. Og lejrchefen er ikke til stede. Vi prøver det bedste vi kan: Kan én af os få lov til at møde Tian ? Kan vi få lov til at hilse på ham via telefonen ? Kan vi få lov at skrive et brev ? Intet er muligt og efter lang tids forsøg må vi opgive vores fore-havende.

Medvirkende er uden tvivl at myndig-hederne er skræmt over de massive protester mod ISA. 2000 mennesker havde netop i weekenden forinden demonstreret for at få Tian og de andre løsladt. 500 betjente med vandkanoner og tåregas havde spredt demonstrationen og arresteret 41.

Dagen efter viser det sig, at det aldrig har været planen, at vi kunne komme ind. Den omhyggelige registrering af pas og identitetspapirer danner baggrund for at en af vore venner fra Silverstone afhentes til afhøring, hvor han bliver bedt om at svare på en række spørgsmål. Hvor kender han os fra ? Hvad laver vi i landet ? Hvilke forbindelser har vi til Tian Chua ? Hvor er vi taget hen fra Taiping ? Vagterne eller politiet var fulgt efter os tilbage til busstationen, men heldigvis hører vi ikke mere til dem på resten af turen. For en sikkerheds skyld sørger vi for at få film og de materialer vi har samlet sendt hjem til Danmark ad anden vej, da vi nødig vil risikere at få det hele konfiskeret, når vi skal ud af landet.

Hektisk hovedstad

På vores tur i bussen fra Taiping til hovedstaden Kuala Lumpur bliver oplevelserne ved fangelejren vendt mange gange, og vi er glade for, at mulighederne for at lave fagligt og politisk arbejde hjemme er bedre end de barske forhold her. I Kuala Lumpur er alt hektisk og støjende. Vi installerer os på et mindre hotel i Chinatown. Værelset er ikke meget større end en fængsels-celle, men heldigvis har vi selv nøglen til døren og kan selv bestemme hvornår vi vil opholde os der. Varmen, bilosen og støjen er ulidelig .

Men vi har aftalt at mødes med folkene fra menneskerettigheds-organisationen SUARAM.Yap og Cynthia fortæller om arbejdet, der i øjeblikket præges af protestere mod fængs-lingerne og en fordømmelse af ISA-lovene. Vi orienterer dem om vores protestkampagne mod fængslingerne hjemme i Danmark. De kan berette om lignende initiativer fra hele verden. Regeringen bombarderes hver dag med postkort, telefax og e-mail fra mange mennesker rundt om på kloden. Det har undret regeringen, hvordan så mange ved noget om sagerne, da stort set hele pressen i Malaysia er under regeringens kontrol. De har ikke tænkt på hvilken gennemslagskraft internettet har i sådanne sager. De mange internationale protester ligger et stort pres på Mahathir og hans regering for at åbne op for mere demokrati.

SUARAM har deres egen hjemmeside, hvor de løbende fortæller om aktiviteterne.

I hovedstaden hilser vi også på Prem, der er redaktør af internetavisen Malaisiakini. Han og hans journalister kæmper en gæv kamp for at udsende ucensurerede nyheder om, hvad der sker i landet. Internet-avisen læses hver dag af mere end 100.000 læsere. De chikaneres ofte af politiet. Tians cellekammerat i Kamunting-lejren er journalist og tilknyttet Malaysiakini. Han er bl.a. indespærret for at skrive om demokrati-bevægelsen i landet.

Opholdet i hovedstaden giver desuden mulighed for at besøge Ford-samlefabrikken og deres fagforening. Vi får et indblik i arbejdernes forhold på et møde med nogle tillidsmænd og deres formand Syed Shahir, der kender de barske betingelser som fagforeningsmand af egen erfaring.

Vi møder også Bruno, der arbejder på elektronikfabrikken Harris. Han har i mere end 12 år arbejdet for at få anerkendt deres fagforening uden at det er lykkedes. I Malaysia findes der eksportproduktions zoner, hvor der gives særlige skattemæssige og miljømæssige muligheder til virksomheder, der vil etablere sig. Regeringen mener heller ikke, at disse virksomheder skal belastes af utidige krav fra fagforeninger. Derfor er det – ikke mindst i elektronikindustrien – stort set umuligt at få anerkendt en fagforening.

På et møde dukker der et brev op til os fra Tian. Det er en hilsen til de danskere, der har været med til at protestere mod fængslingerne. Han havde hørt, at vi var i landet og at vi havde forsøgt at besøge ham. Mens vi er i landet, bliver yderligere 2 studenterledere arresteret efter ISA og skal nu igennem samme tur som Tian og de andre.

Byen, hvor det hele begyndte

Et par timers kørsel syd for Kuala Lumpur, gør vi holdt i Melakka – byen hvor det hele begyndte.

Melakka har op gennem historien haft en central betydning. De, der sad på Melakka, havde kontrol over handelen. Her har været handlet te, tobak, opium, guld, silke og krydderier.

Byen har haft en stor betydning helt tilbage i sultanernes tid i 1400-tallet. Kolonilandene har derefter på skift haft magten over byen. De gamle huse fortæller hver deres historie: Ruinerne fra portugisernes tid, de gamle røde huse fra hollændernes tid, villaerne og handelshuse fra englændernes tid. Alle har de sat deres præg på byen, der oser af historie.

Befolkningen er i dag overvejende kinesere. Kinesere og indere er blevet importeret til at lave det hårde arbejde i plantagerne og minerne, som malayerne ikke selv ville lave. Kineserne har gennem årene placeret sig stærkt i handel og erhvervsliv og har stor indflydelse i Malaysia. De etniske og religiøse spørgsmål spiller en stor rolle i politik. Malaysia er et overvejende muslimsk land, og det er ikke nok at bo i Malaysia for at kalde sig malay. For at kalde sig malay skal 3 krav være opfyldt: Man skal være født i landet. Man skal tale sproget. Man skal være muslim.

Mahathir og hans UMNO-parti har i mange år arbejdet for at malayerne som majoritet blev givet særlige rettigheder og fortrin. Det sker i dag bl.a. på den måde, at malayere får fordelagtige lån til at starte virksomhed og der er reserveret et antal pladser specielt til malayerne på de højere læreanstalter.

I Melakka møder vi Tians far og bror. De er kinesere. De er synligt stolte af ham for det store og modige arbejde han lavede for demokrati i deres land. Faderen havde besøgt ham i fangelejren forrige søndag. Han har det godt. Vi håber, at han snart kommer ud af fangelejren, men han skal nok klare det. Han er stærk. Når han har sat sig et mål, så forfølger han det, til han når det, fortæller faderen mens lillebroderen nikkende bekræfter.

De fortalte også om de store demonstrationer i Kuala Lumpur i 1999, hvor Tian ene mand satte sig foran en vandkanon og stoppede den. Det var den dag Tian blev arresteret af politiet 3 gange på samme dag.

Da vi få dage efter forlader Malaysia i fly fra Singapore, er vi ikke i tvivl. Reform-bevægelsen spreder sig i Asien. Det ulmer under overfladen i Malaysia. Tian og de andre vil fortsætte, indtil menneskerettighederne overholdes og indtil der bliver demokratiske forhold i landet. Frygtløse og modige sætter de alt ind på at overvinde det korrupte og diktatoriske styre.

Vi skylder dem vores aktive støtte.

7.8.2001

Besøg Malaysia på internettet:

www.tianchua.sid.dk

www.malaysiakini.com

www.suaram.org

Fakta om Malaysia:

Indbyggertal: 21,5 millioner

Nationalitetsbetegnelse: malaysier.

Befolkningsgrupper: malayer 48 %, kinesere 30 %, dayakkere 14 %, indere 8 %

Sprog: bahasa malaysia. Desuden mandarin (kinesisk), tamil og forskellige mindretalssprog.

Religion: muslimer 53 %, buddhister 19 %, konfucianere og daoister 12 %, hinduer 7 %, kristne 7 %,

BNP pr. indbygger: 29.175 kr

Naturressourcer: tin, olie, naturgas, skov

Vigtigste eksportvarer: elektronik, olieprodukter, palmeolie, tømmer, gummi, tekstiler

Andel beskæftigelse i forskellige sektorer: landbrug 21 %, minedrift 0,5 %, industri & byggeri 28,5 %, kommunikation & transport 4,5 %, handel, service & andet 45,5 %

Statsform: monarki. Selvstændig nation siden 1957.