Nimbus i Nevada

... om Freddey, der igen kører Nimbus

For mange år siden var vi 3 unge fra Hejlsminde, der på hver sin Nimbus pløjede vejene tynde.

Torben flyttede til Kolding og lod sine gamle Nimbusser i fred – og de står vist og venter på en kærlig håne endnu. Jeg solgte min gamle blå Nimbus fra 52 og købte en BMW. Senere købte jeg Freddys gule Nimbus, der senere gik i bytte for endnu en BMW. Freddy flyttede til Nevada, blev gift og fik børn. For et par år siden besøgte jeg ham. Han kørte nu rundt på en BMW. Da han forrige år var hjemme i Danmark, så han min nyistandsatte Nimbus og jeg fortalte ham om de gale amerikanere, der havde en Nimbus-klub derovre.

4000 USD for en Nimbus

Det må have pirret lidt til hans Nimbus-gén, for lige før jul fik jeg en hilsen fra ham. Han havde købt en Nimbus på auktion på innettet. 4000 USD endte budet på for en ældre militær Nimbus til i staten Colorado. Papirerne fortæller, at den er fra 1939. Afsted til Colorado – 18 timers kørsel fra hvor Freddy bor. Ejeren havde købt den omkring 1990 i staten Georgia og han havde sidst kørt på den i 1993. Og så den lange vej hjem med nyerhvervelsen.

Nyt batteri, ny benzinslange og rensning af karburatoren – så gik dyret igen efter 3. kickstart !

Bortset fra en uoriginal baglygte er Nimbussen original med lædersæde og fjedre og høj forgaffel, selvom papirerne fortæller, at motorcyklen er fra 1939. Der må være en fejl i papirerne, for stelnummeret er 7591 og motoren har et 10.000-nummer.

Det gik kun få dage før han fandt frem til Nimbusklubben i Chicago og klubben i Californien. Desuden kom han i kontakt med Kaj Jensen som plejede at bo i Truckee i Californien, ca 40 km. vest for Reno hvor Freddy bor. Han bor nu i det sydlige Frankrig, men var på besøg I Truckee i november, så de sludrede på telefonen. Han har 4 nimbusser. Han fortalte at en fyr ekporterede 25 Nimbusser til New York for ca. 30 år siden. Kaj fandt to af dem I en hangar I Florida og købte dem af en fyr der. Kaj´s kone kører nu på en af dem. Kaj fortalte at han har været I stand til at opspore hvor 6 af nimbusserne er havnet – inklusive den, som Freddy havde købt. De havde alle sammen et nummer skrevet på tanken som min. Han var meget hjælpsom med oplysninger, og havde gode forslag med renovering og forbindelser.

Vi venter på Torben

Freddy er også kommet I kontakt med en Kai Pedersen som arbejder for Mærsk I Los Angeles og som har startet en Nimbus klub herovre der nu har 25 medlemmer, alle ejer mindst en Nimbus. De fleste medlemmer bor fra San Diego, Oregon.

Nu er også Freddy Nimbus-kørende igen – om end det er på den anden side dammen. Nu mangler vi blot, at Torben i Kolding får gang i de 4 cylindre, så alle i 3-kløveret fra Hejlsminde i 70erne igen er på Nimbus.

Freddy skriver

Sidste nyt fra Freddy:
Jeg kan iøvrigt berette atjeg lige har Nimbus nummer 2. Jeg fandt opså denne på internettet i staten New York hos en Allen Sørensen, en amerikaner af danske forældre. Jeg købte den for 1 måned siden og Allen leverede den i lørdag mod at jeg betalte for hans brændstof. (Han kørte den hele vejen over USA. ca 5000 miles rundtur.) Vi fik en god snak om maskinen som han fik fat på i 1997. Nimbussen er fra 1953 og kom til USA i 1972 med en sidevogn. Den har haft 4 ejere herovre, og jeg har diverse breve og papirer inklussive en salgkontrakt fra sælgeren i DK i 1972. Den blev solgt for 275 dollars. Desværre er sidevognen ikke med da den på et tidspunkt er blevet solgt. Allen vidste ikke hvor den blev af sel om jeg har sigevogns anspændings klampe og skråstivere med min maskine. Jeg vil prøve om jeg kan opspore sidevognen og måske være så heldig at købe den hvis den stadigvæk eksisterer og er til salg.