Fremtiden kommer af sig selv

men det gør datterens skole ikke

Engang var jeg ung.

Det var i 70erne.

Da havde familierne ikke 2 biler og glaseret tegltag.

I hvert fald ikke dem, jeg kendte.

Da havde mange stadig sort-hvid fjernsyn og ingen vidste hvad en fladskærm var.

2 ferier i udlandet hvert år var ikke for alle og enhver.

Mine forældre var glade for de få gange, de var på ferie i udlandet.

Vi havde ikke råd, men følte os ikke fattige.

Til gengæld havde samfundet råd til hvert år at forbedre skolen.

Kommunen byggede daginstitutioner og muligheder for ældre.

Hvert år blev forholdene lidt bedre.

Noget er sket.

Vi har ikke råd til at forbedre velfærden mere.

Hvert år skal min kommune spare endnu en tand.

Også i år.

Spare på børn, psykisk syge, skoler og ældre.

Den samfundsødelæggende liberalisme har tag i mange.

Den hærger og ødelægger det, der blev bygget op, da jeg var ung.

Det er ikke rart, at vi nu kun har råd til døde materielle ting.

Det er ikke rart, at friheden systematisk overlades til de, der kan betale af egen lomme.

Fremtiden kommer af sig selv – ja, ja.

Men det gør datterens skole og bedstefars plejehjem ikke.