Kirkeasyl

Per Ramsdahl er en helt

Hvorfor mener en voksende del af befolkningen, at de frit kan omgås landets love, når blot de har en begrundelse, der passer med deres egen politiske overbevisning, spørger Mogens Camre fra Dansk Folkeparti som en kommentar til præsten Per Ramsdal, der gav husly til de irakiske flygtninge..

Regeringen fremturer
Han kunne ligeså godt spørge sig selv og regeringspartierne: Hvorfor fremturer regeringen fortsat med at fjerne de humane love og den retssikkerhed, der engang var gældende, og frit laver love der alene passer med deres egen politiske overbevisning ?

I sagen med de irakiske flygtninge gennemfører en stor gruppe borgere civil ulydighed ved at give husly til de udviske flygtninge, at give penge til deres livsophold, og at opfordre til at skjule dem.

Det er en klassisk, ikke-voldelig måde at reagere på. En person overtræder loven udfra moralske værdier, i den aktuelle sag er den moralske værdi såre enkel: den drejer sig om næstekærlighed.

Der er i historien mange eksempler på at civil ulydighed har ændret love og påvirket politikeres optræden.

Ghandi og de andre

En af de klassiske eksempler er Ghandis oprør. Den blev til en massebevægelse, der førte til Indiens frigørelse fra englænderne. Eller de utallige unge mænd, der har nægtet at gå ind i militæret. Eller den unge mand, der stillede sig op foran tanksene på Den Himmelske Freds Plads. Eller den modige sorte kvinde, der i 50erne nægtede at flytte sig fra de hvides pladser i en bus i USA, og som blev gnisten til den borgerrettighedsbevægelse, der fjernede apartheidlove i USA. Eller de læger, der hjalp kvinder med abort, da abort var forbudt.

Loven skal holdes, men ...
Dette skriver jeg ikke, fordi jeg er ligeglade med, om lovene skal holdes. Selvfølgelig skal de det. Og hvis vi ønsker dem ændret, skal vi først forsøge at få dem ændret ad de traditionelle og lovlige veje. Civil ulydighed er den sidste udvej, når love krænker min samvittighed.

Lov er lov – og lov skal holdes, lyder det fortsat fra Dansk Folkeparti og andre, der selv har lavet lovene. Lovene er af politikere – og kan ændres af politikere.

Helte

Civil ulydighed er en af måderne, man kan gøre politikerne opmærksomme på, at der er for stor afstand mellem lov og den anstændighed, som store dele af befolkningen, fra præster til autonome, fra anstændige borgerlige til enhedslistefolk, ønsker i asylspørgsmålet.

I det lys er Per Ramsdal og mange med ham helte, der fortjener opbakning.

Mon ikke selv Mogens Camre kan forstå det, hvis det bliver sagt ofte og klart nok ?