Fair Play - hilsen til SIF
Indrømmet. Jeg er stort set aldrig på Silkeborg stadion. Og jeg har det første besøg i loungen til gode.
Min interesse for fodbold begrænsede sig til en periode fra mit 6. til mit 10. år. Ved skolen var der en fodboldbane i min fødeby Hejls ved Christiansfeld. Det var her, vi kunne mødes. Dengang var der ikke fritidshjem og anden fornuftig aktivitet for unge.
Men min succes på grønsværen var til at overskue. Som en af klassens tykke drenge var det svært at løbe det mere adrætte kammerater ind, så jeg nåede aldrig længere end til at spille venstre bak. Jeg nåede aldrig at lave mål eller spejle mig i de store landsholdsspilleres succes. Det var ellers allerede den gang muligt at se dem i fars nye flotte investering – et sort/hvid Arena-TV.
Årene gik, og da min søn Peter kom i samme alder, måtte der investeres i fodboldtrøje og støvler. Og der var ingen vej udenom – far måtte med på stadion for at se SIF spille. Det imponerede nu ikke Peter, at jeg klappede af de forkerte og ikke stemte i de begejstrede råb, når der blev scoret. De næste kampe blev overværet sammen med entusiastiske kammerater i stedet for med mig.
Nu er barnebarnet Sebastian i samme alder. Han er en hund efter en bold, og spiller selvfølgelig helt oppe på midtbanen, og er sjældent til kamp uden at score et mål. De flotte junior-medaljer hænger på værelset og vidner om sæsonens sejre. Det hjælper gevaldigt, at hele familien er entusiastiske sportsfolk, og at sportspladsen og hallen er en meget central del af livet i landsbyen Løvel, hvor de bor.
Fodbold og anden sport gør gavn for mange unge. De får trænet og udviklet kroppen i legen med bolden. Og ikke mindst styrker fællesskabet og sammenholdet med kammeraterne.
Fodboldklubbernes fællesskab er med til at nedbryde mobning og negative holdninger. På fodboldbanen har vi alle en chance, og her afhænger resultatet at et stærkt fællesskab og et godt sammenspil.
Det er helt uacceptabelt, at der i kølvandet på en række klubber vokser halv- og helracistiske fanklubber op. Deres racistiske tilråb efter spillere med anden hudfarve, overfald og hærgen efter kampene hører ikke hjemme i sportens verden. Jeg vil ønske, at klubberne hjælper hinanden med at gøre sig fri af den slags.
Jeg mødte forleden Mads Øland og Marc Rieper fra Spillerforeningen, der fortalte om kampagnen Giv Racismen Det Røde Kort. Fodboldbanerne skal efter deres mening være det sted, hvor alle er lige og alle føler, at de er med på holdet. Besøg deres side www.stopracismen.dk De fortjener opbakning for deres flotte indsats.
... og ellers god kamp på søndag.
Farven på SIF'ernes kamptrøjer bekommer mig særdeles vel – både når I vinder, og når I taber.