S og SFs politiske selvmord

De nye meningsmålinger svækker venstrefløjen.

Enhedslisten kan isoleret set glæde sig over fremgangen, men uden at få vendt udviklingen for regeringspartierne, især Socialdemokraterne og F, har fremgangen begrænset værdi.

Mange, der var aktive i valgkampen, er skuffede over regeringens resultater og vender især Socialdemokraterne og SF ryggen.

Arbejderbevægelsens græsrødderne protesterer over de mange blå fingeraftryk, som især Margrethe Vestager sætter. De, der er i arbejde, skal arbejde mere, mens 160.000 arbejdsløse ikke har fået en arbejdsplads. Reguleringen af dagpenge, kontanthjælp og førtidspension skal forringes, så der er råd til at hæve topskattegrænsen. Regeringen prøver at skabe skel mellem arbejdende og arbejdsløse. Det provokerer græsrødderne. Når først lokale Metal-fagforeninger skælder ud, er der grund til at socialdemokraterne lytter. De hører traditionelt til partiets nærmeste venner.

Den synlige protest er ikke den værste, for græsrødderne spiller aktivt ind med bud på, hvad der skal til for at ændre kursen. Værre er det med dem, der stemmer med fødderne og vælger hængekøjen eller de borgerlige partier. De er ikke sådan at få i tale igen.

Det er ikke Margrethe Vestagers skyld det hele. Helle Thorning er begejstret for den skole i hos Socialdemokraterne, der hedder New Labour, og som bl.a. er udviklet af englænderen Tony Blair. Det er en social-liberal politik meget tæt på Margrethe Vestager og Radikale Venstre, og uden ret mange røde toner. Den er ikke populær blandt de 10.000'vis af aktive fra bl. a 3F, som sled i valgkampen, og som reelt sikrede den nye regering.

Vi er mange, der vil gå langt for at forhindre det, der ligner regeringens politisk selvmord. De borgerlige politikere prøver at lægge løkken om halsen på regeringen ved at tilbyde deres assistance til skattereformen. De vil "hjælpe" med endnu flere skattelettelser til dem, der har mest. Vel vidende, at det vil forøge utilfredsheden med regeringen.

Havde regeringen været en gammel udslidt krikke, ville jeg ikke tøve med et medlidenhedsmord. Men der er for meget på spil for arbejderbevægelsen. Velfærdssamfundet skal forsvares og udbygges. Arbejdsløse skal i arbejde, unge skal i uddannelse, udsatte skal hjælpes til et bedre liv og skaderne på klimaer skal rettes op.

Derfor må vi som så mange gange tidligere i arbejderbevægelsen mane til sammenhold og bede Socialdemokraterne og SF om at komme i fodslag med græsrødderne igen.

Vi har brug for dem i styrket form og især med en politik, hvor solidaritet og fællesskab er i højsædet.