Christian Juhl

Danmark skaber konflikterDanmarks udenrigspolitik er i stigende grad baseret på militærmagt. Resultatet er kaos.

Det går ofte galt, når Danmark tager med de store vestlande på militære eventyr for at redde verden.

Alt for sjældent er indsatsen båret af overvejelser om, hvad der skal ske bagefter. Alt for sjældent er andre midler vurderet før det militære isenkram tages i anvendelse. Når det ender i kaos, vasker de ansvarlige politikere hænder.

Tag f.eks. Afghanistan. Bekæmp Taleban, AlQaida og Osama Bin Laden i Afghanistan. Sådan lød opfordringen i 2001. Et flertal i Folketinget støttede vestlandenes krig, som blev meget langvarig og hård. Osama Bin Laden er væk, og landet er ved at blive overladt til sig selv. Taleban er om mulig stærkere, end da krigen begyndte. Alle vasker hænder og mener, at de har gjort gavn. Danmark og en række vestlande kom, bombede og skabte kaos.

Skandalen i Irak

Eller tag Irak. Beskyt civilbefolkningen i Irak, lød opfordringen 2003. Saddam Hussein besad og producerede kemiske og biologiske masseødelæggelsesvåben, påstod en række vestlige ledere, herunder den danske regering. Ingen havde tid til at lade FNs våbeninspektører gøre deres arbejde færdigt.
Et smalt flertal i Folketinget støttede en række vestlige lande uden om FN og gik i krig.
Påstanden om de kemiske våben har siden vist sig at være falsk. Saddam blev sat fra bestillingen og lever ikke længere. Militæret blev opløst.
Maliki-regeringen har siden mishandlet landet og kun taget hensyn til sine egne shia-venner. Nu er de fundamentalistiske ISIL-styrker rykket ind i landet, der mest af alt ligner et land i opløsning.
De gamle vest-allierede skal ikke have fingrene i klemme, men må bide al skam i sig og beder Iran og om at løse problemerne. Danmark og vennerne kom, bombede og skabte kaos

Bomber i Libyen

Samme historie så vi i Libyen. Beskyt civilbefolkningen i Benghazi, lød opfordringen i 2011 fra den borgerlige regering. I Enhedslisten støttede vi opfordringen til at beskytte civilbefolkningen, men da jagerflyene blev sendt af sted, tog krigen en helt anden drejning. Målet blev nu et regimeskifte, og en fjernelse af Gadaffi – selv om han i mange år havde været vestens ven.

Den dag, det skete, meddelte vi, at vi ikke kunne støtte militæraktiviteterne i Libyen. Ingen havde gjort sig nogle tanker om, hvad der ville ske, når han ikke længere var leder. Nu skulle han væk. Ingen havde vurderet, om der var et bæredygtigt alternativ til Gadaffi. Nu ligger landet i ruiner, regionale grupper strides. Det er ikke lykkedes at få opbakning til en fælles regering. Uanset hvor stor en diktator Gadaffi var, ville der have været mulighed for en løsning, hvis Vesten havde valgt forhandlingsvejen – og måske basis for, at en opposition kunne have vokset sig stærk nok til at overtage magten. Men Danmark og en række andre lande kom, bombede og skabte kaos.

Brølere i Syrienkonflikt

Lige nu truer nye katastrofer. Værst ser det ud i Syrien, hvor Danmark og en række vestlande ikke har villet høre på FN's fredsforhandlere. Ved den første fredsforhandling afviste vestlandene og den dengang stærke moderate del af oppositionen, at Assad måtte sidde med ved bordet, selv om man havde givet tilsagn om ikke at stille forhåndsbetingelser. Forhandlingerne endte uden resultat.

Ved den anden fredsforhandling afviste vestlandene, at Iran måtte sidde med ved bordet. Oppositionen var svækket. Forhandlingerne endte uden resultat.

Nu har FN's fredsforhandler Brahimi opgivet. Hans forslag er, at verden bør følge Irans fredsforslag om, at der etableres en våbenhvile, og bagefter forhandles om betingelserne for freden. Det betyder, at Assad kommer til at spille en rolle ved bordet. Det sker midt i en situation, hvor den moderate opposition stort set har forladt landet, og hvor Assad tilsyneladende har overtaget. Dødstallene stiger. Antallet af internt fordrevne og flygtninge stiger. Og vi laver den samme fejl som i Libyen.

Fred eller demokrati

Nogle politikere kalder det et valg mellem fred og demokrati, vel vidende at man ikke kan sikre demokrati med militære midler. Danmarks deltagelse i militære aktioner har vist, at vel kan militæret fjerne despoter, men der er intet tegn på, at aktionerne har skabt mere demokrati.

Hver gang militæret vælges som middel, påtager beslutningstagerne sig en del af ansvaret for endnu flere døde og flygtninge. De, der taler om flere våben til den syriske opposition, tager ansvaret for, at myrderierne fra begge sider fortsætter.

Jeg er overbevist om at vi først skal sikre en våbenhvile, og derefter forhandle betingelserne for fred med Assad. Vi er nødt til at indse, at fred forhandler man med sine fjender, ikke med sine venner. Vi er nødt til at indse, at fred er en forudsætning for at starte en demokratisk udvikling.

I debatterne har Enhedslisten opfordret skiftende regeringer til at lave grundigere analyser og have bedre indsigt i landenes indre forhold, før de besluttede at deltage med militær. Vi har opfordret til at styrke FN og organisationens udsendte og bruge mange flere midler på opbygningen af en freds- og konfliktløsningsenhed. Det er indtil nu kun blevet til en mindre bevilling til CRIC på Københavns Universitet.

Der er de seneste 13 år sket et skifte i dansk udenrigspolitik hen imod at gøre militære løsninger til førstevalg. Det har vist sig at efterlade landene i en værre tilstand end før konflikterne.

Det betyder ikke, at vi skal lade fem og syv være lige og acceptere overgreb på civile. Men det betyder, at vi har brug for en kritisk gennemgang af de konflikter, som Danmark har været involveret. Og en ny udenrigspolitik, hvor forhandling og freds- og konfliktløsning har forrang for militære løsninger.