Hvis en elefant har foden på musens hale

Det er mere end 20 år siden siden, at Oslo-aftalerne blev underskrevet.

Det skulle være et spor for forhandlingerne mellem Israel og Paæstina. Dengang skabte det begejstring – men siden er drømmene falmet
Skitserne blev tegnet af FN mange år før i kraft af grænserne fra før 1967.
Spørgsmålet om anerkendelse har præget debatten, om hvordan vi sikrer en fredelig og retfærdig løsning, der sikrer lige rettigheder til alle i Israel og Palæstina.
Vi har ikke nogen illusion om, at anerkendelsen vil betyde konfliktens endeligt.
Vi stiller det for at sende et vigtigt signal til Israel – og at ændre kurs – for Israels egen skyld.
Vi stiller også forslaget for at rejse den vigtige diskussion om konsekvenserne af den israelske bosætter-offensiv, besættelsen af Vestbredden, blokaden mod Gaza, offensiv i Jerusalem og det store uløste flygtningeproblem.
Og ikke mindst i kølvandet på den israelske bombeoffensiv i sommeren i Gaza.
Ingen af problemerne er nye – alle problemerne har været diskuteret igen og igen i FN - og
I kølvandet på krigen i Gaza har der været en øget folkelig protest mod Israels aggressive politik – ikke mindst i Europa. Nu må der handling bag de luftige politiker-ord der alt for længe har lydt.
I kølvandet på Kerrys forhandlingssammenbrud er tiden inde for at gøre noget igen – og det er vores opgave.
Vi har i det danske parlament fået en henvendelse fra ikke mindre end 660 prominente israelske borgere, der appellerer til at det danske folketing om at anerkende staten Palæstina – fordi det er til gavn for Israel.
Professorer, tidl. formand for Knesset, tidligere minister, organisationsfolk, tidligere sikkerhedsfolk, fredsaktivister, der alle har indset, at Israel isolerer sig fra resten af verden med den nuværende politik.
Som forfatteren og den tidligere formand for Knesset, Avrahim Burg, skrev forleden i Politiken:
" Jeg bønfalder statsminister Helle Thorning-Schmidt, den danske regering og hele det danske folk, som jeg anser for mine venner, - om ikke at blive ført på vildspor – og i stedet være ven af både Israel og Palæstina i kampen for fred.
"Israel har ikke brug for venner, som fritager landet for ansvar. Israel har brug for venner, som vil støtte anerkendelsen af Palæstina som stat."
Udenrigsministeren har allerede gennem forskellige medier meldt ud, at man fra dansk side ikke vil stemme for vores beslutningsforslag. Det ikke er et spørgsmål om politisk vilje, men om timing.
Men hvornår kunne det være bedre timing endnu nu?
Vi er vant til at høre, at man fra regeringens side "ikke vil gå alene". Men den holder ikke længere.
Hvis vi i dag anerkender Palæstina, går vi ikke alene.
Vi lægger os derimod i slipstrømmen på en række andre EU-medlemslande, der i løbet af efteråret har anerkendt Palæstina: Sverige, Frankrig, Storbritannien, Spanien, Polen, Ungarn og Irland.
På hele kloden har 135 lande anerkendt Palæstina. Så vi får lidt svært ved at føle os alene, hvis også vi anerkender staten Palæstina.
Der er mindst 5 gode argumenter for at anerkende et selvstændigt Palæstina
1) Der bliver sammenhæng i politikken.
Danmark har i mange år arbejdet for 2 stater, Israel og Palæstina. Dette vil pege i samme retning.
Danmark har lavet en næsten anerkendelse – ved at give Palæstina en række ambassade-rettigheder.
Det er i næste uge 2 år siden at FNs generalforsamling anerkendte Palæstina som tilsluttet FN på trin 2. Det giver mulighed for at deltage i FNs udvalg og for at rejse sager ved de internationale domstole.
Anerkendelse ER mere end en symbolsk handling
2) Anerkendelse er et naturligt udkomme af de mange millioner kroner, som Danmark har investeret i en løsning. Pengene har gjort gavn for mange – men den reelle gevinst får vi, når der kommer et politisk afkast. Ja uden politiske resultater vil vi risikere, at investeringerne vil være spildte og udviklingen risikerer at løbe baglæns.
3) Hvis ikke Danmark – hvem så. Hvis ikke Europa – hvem så. USA har tilsyneladende opgivet forhandlingerne. Israel og Palæstina er ikke i stand til selv at løse konflikten. Hvis ikke vi tager handsken op og skaber en situation, hvor begge parter kan se nye muligheder, vil vi risikere yderligere destabilisering, mere vold og opgivenhed – især blandt unge.
En anerkendelse vil styrke EU's position i forhandlingerne.
En anerkendelse vil styrke fredsforhandlingerne
4) En anerkendelse er imod besættelsen – ikke imod Israel.
En anerkendelse vil markere ønsket om at tage udgangspunkt i grænserne for 1967 – og dermed en accept af Israel. Det understreger kritikken af besættelsen af Vestbredden og de ulovlige bosættelser. Det understreger blokaden mod Gaza, så det ikke kan få dagligdagen til at fungere. Dette syn deles af rigtig mange israelere.
5) En anerkendelse vis styrke alternativet til den eskalerende vold. Det vil være en opbakning til præsident Abbas' insisteren på den diplomatiske løsning – midt i en situation hvor 44 % af palæstinenserne i de besatte områder anser en voldelig løsning som eneste mulighed på vejen mod et selvstændigt Palæstina.
Desmond Tutu, som jeg tror I alle kender, siger det således:
"Hvis du er neutral I en situation med uretfærdighed, så har du valgt undertrykkerens side.
Hvis en elefant har foden på musens hale, vil musen ikke sætte særlig stor pris på din neutralitet."
Kære udenrigsminister
Tiden er ikke til misforstået neutralitet , der støtter elefanten
Tiden er til aktiv handling mod uretfærdigheden.

Anerkend Palæstina ordførertale i Fiolketinget 11.12.2014

 

 

| Emneord: