Regeringens kortsynede bistand

Det har været en nedslående oplevelse at høre Lars Løkke Rasmussen på FNs generalforsamling

Her rosete han de 17 nye udviklingsmål og FNs store indsats rundt på kloden. Men kun et døgn efter at se ham fremlægge en finanslov, hvor der spares godt 2,6 mia. kr. på dansk udviklingsbistand. Oveni lægger regeringen op til at omorganisere en række udgifter. Det vil gå ud over den langsigtede bistand.

Skadelig samtænkning

Regeringen vil lave en ny strategi i 2016 for dansk udviklingsbistand, hvor der skal være mere samtænkning mellem handelspolitik og udviklingsbistand, mellem sikkerhedspolitik og udviklingsbistand og mellem dansk beskæftigelse og udviklingspolitik. Det er kun 4 år siden, at stort set alle partier i Folketinget (incl. Venstre) formulerede den nuværende udviklingsstrategi "Retten til et bedre liv".
Det skal, i Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensens optik, især ske, ved at udviklingsbistanden bruges som redskab for at opnå de andre politikhensyn – og ikke omvendt.
Kort sagt, skal der bruges færre penge til udviklingsbistand, og det tilbageblevne skal omorganiseres. Det betyder alt andet lige en alvorlig svækkelse af den langsigtede og strategiske bistand.

Langsigtet indsats
Danmark har tidligere haft gode erfaringer med langsigtede udviklingsindsatser og programmer i både Latinamerika, Afrika og Asien. Gennem de seneste år er der sket en reducering i antallet af partnerlande, og et øget fokus på sikkerhedspolitik og skrøbelige stater i udvælgelsen af partnerlande.
I finansloven for 2016 udfases støtten til en række lande, der har været prioritetslande for Danmark, nemlig Mozambique, Zimbabwe, Indonesien, Nepal, Pakistan og Bolivia. Det vil få alvorlige konsekvenser for en del af disse lande.
Der er gode grunde til at yde bistand til lande i post-konfliktsituationer, men det bør ikke ske på bekostning af velfungerende indsatser i de mere stabile udviklingslande.

Halehæng til USA
Sikkerhedspolitiske målsætninger er alt for styrende for valg af partnerlande.
Samtidig er anvendelsen af udviklingsbistanden i stigende grad rettet mod at fremme sikkerhedspolitiske mål. Dette ses bl.a. gennem de store bevillinger der er givet til lande som Pakistan og Afghanistan i de seneste finanslove.
Overordnet set er dette fokus på skrøbelige stater udtryk for halehæng til USA's og EU's sikkerhedspolitiske dagsorden.
Danmark skal fortsat give langsigtet udviklingsbistand til de fattigste udviklingslande og ikke yderligere opprioritere støtten til skrøbelige stater, men overlade og evt. finansiere denne støtte til de relevante multilaterale donorer (FN) med kapacitet og erfaring til denne type indsatser.

Mellemindkomstlande
Fattigdommen har ændret karakter og i dag, hvor størstedelen af verdens fattige bor i mellemindkomstlande, er der grund til at åbne for dansk støtte til civilsamfundsudvikling i disse lande, dog kun hvis fokus for bistanden er på bekæmpelse af ulighed. Dansk bistand skal ikke gå til at sikre basale offentlige goder i lande, der selv kunne omfordele f.eks. ved at inddrive skatter fra egen rige befolkning, men støtte at en sådan omfordeling sker.
Alle indsatser til bekæmpelse af den globale ulighed bidrager til øget sikkerhed, fordi fattigdom og krig er grundlaget for problemer som terrorisme, pirateri og store flygtningestrømme. Frem for det nuværende fokus på militarisering af udviklingsbistanden skal der udarbejdes langsigtede strategier for samarbejde med de fattigste lande, såvel som i de lande med størst økonomisk ulighed. Strategierne skal udarbejdes i tæt samarbejde med civilsamfundet i Syd.

Ulighed
Der skal altid sættes fokus på bekæmpelse af fattigdom og ulighed, når der udarbejdes lande-politikker og Danmark indgår i dialog med udviklingslandenes regeringer, ligesom de enkelte programindsatser bør vurdere, hvordan de bidrager til at reducere ulighed. På baggrund af den danske udviklingspolitik "Retten til et bedre liv" bør guidelines for landepolitikker og programmer omfatte retningslinjer for, hvordan ulighed adresseres i al dansk bistand.

Vagthund
Danmark kan spille en stor rolle i det internationale donorsamfund, som vagthund og advokat for at sikre større lighed gennem forskellige tiltag. Det kan være at give støtte til opbygning af skattesystemer og forvaltninger, støtte partnerlande i at inddrive skat for skatteunddragende virksomheder, fremme progressiv indkomst og formue-beskatning og generelt udveksle erfaringer med danske tiltag til at reducere ulighed. Danmark bør gå forrest og have en klar strategi for at påvirke hele donorsamfundet.
I de lande, hvor Danmark har projekter, skal ambassaderne forpligtes til i højere grad at inkludere det brede civilsamfund i deres arbejde. Et stærkere samarbejde mellem ambassaden og græsrodsbevægelser skal styrke inddragelsen af civilsamfundet i det pågældende land.
Det vil indebære, at tendensen med at skære ned på Udenrigsministeriets kapaciteter og underlægge ministeriet danske erhvervsinteresser stoppes. Ambassaderne og DANIDA skal i højere grad kapacitetsopbygges til at støtte op om at fremme et stærkt og kritisk civilsamfund såvel som demokratiske og gennemsigte statslige institutioner i Syd, der skal sikre befolkningens basale behov såsom uddannelse, sundhed, vand og energi, frem for at være eksportkontorer.

Synspunkt om de 17 nye mål: http://christianjuhl.dk/nyheder/2015/09/17-nye-mal-verden

De 17 nye verdensmål:  http://christianjuhl.dk/nyheder/2015/09/de-nye-verdensmal-1-1

Danmarks strategi Retten til et bedre liv:http://um.dk/da/danida/det-vil-vi/udv-strat/ 

Forslag til Finanslov 2016: http://www.fm.dk/publikationer/2015/forslag-til-finanslov-2016-sep

| Emneord: