DF og mindretallet i Sydslesvig

Danmarks planer om øget grænsekontrol falder ikke i god jord i landdagen i Kiel. Kritikken fra Kiel rettes både mod den restriktive danske flygtningepolitik og uviljen imod europæiske aftaler samt mod de gener i hverdagen i grænselandet, som danske planer om øget grænsekontrol kan medføre. Kritikken kommer også fra Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) samt fra Slesvig-Holstens dansksindede europaminister, Anke Spoorendonk (SSW).

Det har fået Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti, medlem af Folketingets Sydslesvig-udvalget, til at kritisere SSW for at være illoyalt mod Danmark.

"I DF er vi mildest talt trætte af SSWs ageren i forhold til dansk asylpolitik og grænsekontrol. SSW har gjort det før, og nu gør de det igen. Det er som om, at det er vigtigere for SSW at stå sig godt med de politisk korrekte kræfter i Tyskland end at tage hensyn til Danmark," siger Martin Henriksen til Flensborg Avis (24.december).

Det er helt utroligt og ganske uacceptabelt, at danske politikere som Martin Henriksen forventer, at den danske støtte til mindretallet i Sydslesvig følges op af loyalitet for både Danmark og Dansk Folkepartis fremmedfjendske politik.

Danmarks støtte og opbakning til mindretallet i Sydslesvig har til formål, at de kan fungere bedst muligt i det tyske samfund og overvinder tidligere tiders fjendskab mellem danskere og tyskere på begge sider af grænsen.

Det har mindretallet forstået på eksemplarisk vis ved på én og samme tid at gribe muligheden for at bevare sprog og kultur, og aktivt gå ind i det samfund, de er en del af. Humanisme og mangfoldighed har båret den succes, som mindretallets virke er.

Jeg håber aldrig, at mindretallet vil lade sig nøje med den selvtilstrækkelige nationalisme, som er grundlaget for Martin Henriksens og DFs politik.

| Emneord: