Skadelig udflytning af Arbejdsskadestyrelsen

Regeringen har besluttet at en del af de statslige arbejdspladser skal flyttes ud i landet. Formålet er at flere arbejdspladser kommer til at ligge i områder, hvor der er få arbejdspladser. Planen blev taget godt imod især i de områder, der skal have de nye aktiviteter. Beregninger viser, at flytningen pr. person vil koste mellem 300 og 500.000 kr. Ingen har turdet give bud på effekten af udflytningerne.

Udflytningen af statslige arbejdspladser skaber ikke nye arbejdspladser, men flytter dem blot andre steder hen. De vil langt fra opveje de mange offentlige arbejdspladser, der de sidste 10-15 år er skåret væk eller centraliseret væk i kraft af kommunalreformen og andre reformer.

På nogle områder vil udflytningen få direkte negative følger. Det mest graverende eksempel er Arbejdsskadestyrelsen, der dels flyttes til 3 nye destinationer Vordingborg, Hillerød og Haderslev, dels privatiseres.

Arbejdsskadestyrelsen har i en årrække været under alvorlig kritik for alt for lange ventetider og en stribe fejlbehæftede afgørelser. For nylig meddelte styrelsen, at ventetiden på sagsbehandlingen er oppe på 24 måneder. Enhver kan forstå, hvilken yderligere belastning, og tempotab en udflytning til 3 nye adresser vil betyde. Det er en ganske uacceptabel situation for de mange arbejdsskadede, der venter i alt for lang tid på en afgørelse.

Derfor har Enhedslisten opfordret beskæftigelsesministeren til at annullere udflytningen. Den skader mere, end den gavner. Brug i stedet kræfterne på at effektivisere og kvalificere sagsbehandlingen, så arbejdsskadede ikke skal gå unødvendig længe i uvished.

Spørgsmål til ministeren

1. Vil ministeren redegøre for, hvorfor ventetiden igen er steget i Arbejdsskadestyrelsen ?

2. Er ministeren tilfreds med Arbejdsskadestyrelsens mål for at nedbringe ventetiderne til 21 måneder i 2018 ?

3. Hvad vil ministeren gøre for at ændre den uacceptable situation for mennesker ramt af arbejdsskader ?

4. Hvad vil ministeren gøre ved at både de skadedes helbred og sociale situation (og dermed den offentlige økonomi) forringes af lange ventetider ?

5. Hvordan vurderer ministeren, at den delvise udflytning af Arbejdsskadestyrelsen til Vordingborg, Hillerød og Haderslev vil påvirke Arbejdsskadestyrelsens muligheder for at forkorte ventetiden ?

| Emneord: