Holger og konen har ændret holdning

Det er naivt og farligt at kræve udmeldelse af EU skriver Holger K. Nielsen (Politiken 20.7.). Enhedslisten går ifølge Holger K nærmest højre-nationalisternes ærinde. Det vil jeg bestemt afvise. Vi er væsentlige områder på linje med den stigende kritiske holdning til EU på venstrefløjen især i Norden, men også generelt i Europa.

EU har ændret sig markant gennem årene siden 1972 i den forkerte retning – også siden Holger og konen i 1992 sagde Nej til Unionen. For mig er spørgsmålet ikke om vi skal have et europæisk samarbejde, men hvordan det skal være.

De internationale forhold råber på et forpligtende europæisk samarbejde.

Et europæisk samarbejde skal fremme demokrati, transparens, social udvikling, miljømæssig bæredygtigt og lighed.

Et europæisk samarbejde skal hjælpe medlemslande i økonomisk krise, ikke forværre krisen.

Det skal kunne håndtere flygtningeproblemer, ikke overlade det til nationalstaters grænseopbygning, Frotex-aktioner og utiltalende menneskehandler med Erdogan.

Samarbejdet skal bekæmpe social dumpning, ikke øge den.

Og så skal et samarbejde føre politik i dialog med borgerne, ikke fjerne sig mere og mere fra os. EU har udviklet sig i en hel anden retning og har tilsyneladende ikke evnen til at reformere sig selv.

Det er meget overfladisk at opfatte EU som et samarbejde mellem europæiske stater, som bare kan laves om, hvis der er et andet flertal. Alene reglen om, at alle 27 lande skal være enige for at ældre de grundlæggende principper, ligner et Catch 22.

Det skal der skrappe midler til for at løse op, f.eks. en afstemning om tilknytning til EU. Det vil naturligvis skabe kriser, javel. Men det vil også skabe en nødvendig debat om EU's grundlæggende problemer, og hvordan vi opbygger et reelt europæisk samarbejde.

Den erkendelse vokser i mange kredse, jf. bl.a. Rohde og Schaldemoses kronik Riv EU-Parlamentet ned (Politiken 16.7.), men tilsyneladende ikke hos SF.

For højre-nationalisterne er udmeldelse af EU et mål.

For mig er det et middel til at komme ud af blindgyden og få vækket EU-eliten, der dumstædigt fortsætter en forkert og farlig udvikling, der fremmer nationalisterne.

Årsagen til, at højrepopulisterne vokser i disse år er bl.a. at EU fjerner sig fra almindelige menneskers hverdag og ikke giver svar på de vigtigste spørgsmål.

Holger K. Nielsen erkender, at der er alvorlige problemer i EU. Som tilhænger af EU skylder han nogle bud på, hvordan kursen kan ændres grundlæggende.

Læs Holger K Nielsens indlæg her

| Emneord: