I trillebørens tegn

Der står 417 millioner kroner i forebyggelsesfonden, der skal bruges til at skabe et bedre arbejdsmiljø og mindre nedslidning.
Samtidig afviser beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen en ansøgning fra Arbejdsmiljørådet om 11,7 millioner kroner til forbedring af arbejdsmiljøet i små virksomheder med begrundelsen, at der ikke er nogen penge.

Beskæftigelsesminister Jørn Nergaard Larsen er født i trillebørens tegn. Han skal både løftes og skubbes, for at komme fremad - ikke mindst når det drejer sig om indsatsen for et bedre arbejdsmiljø.

Umiddelbart efter valget annullerede han 11 ud af 12 arbejdsmiljøindsatser, som Enhedslisten havde igangsat sammen med SR-regeringen. Alle 11 indsatser var finansieret af penge fra forebyggelsesfonden.

Siden valget har han igen og igen afvist forslag, der kunne finansieres af fondens midler. Der er ellers nok at tage fat på med 40.000 årlige ulykker og 20.000 årlige arbejdsbetingede lidelser.

Enhedslisten har bl.a. fået afslag på en bedre bemanding i Arbejdstilsynet, en bedre indsats i byggeriet, en opretning af det kemiske arbejdsmiljø i glasfiberindustrien, en styrket indsats i det psykiske arbejdsmiljø og bedre uddannelse til arbejdsmiljørepræsentanter på arbejdspladserne.

Sidst har LO og Dansk Arbejdsgiverforening i enighed søgt 11,7 mio. kr. til en fælles indsats overfor arbejdsmiljøindsatsen. Det er ganske problematisk at beskæftigelsesministeren ikke har øje for det fornuftige i at invester i forebyggende arbejde. Pengene er der, men ministeren nægter at bringe dem i spil.

 

Synspunktet har været bragt i Arbejderen, AoH, Midtjyllands Avis, Horsens Folkeblad, Fyns Amtsavis

| Emneord: