Udviklingspolitik bør ikke sætte Danmark først


Efter massive nedskæringer på udviklingsbistanden kommer regeringens udviklingspolitiske strategi
Alle Folketingets partier bortset fra Enhedslisten er med i strategien, der udgør et neoliberalt paradigmeskifte i dansk udviklingsbistand, hvor dansk egeninteresse og erhvervsliv sættes i front. Der er tale om en strategi ud fra devisen 'Danmark først', hvilket desværre er i tråd med den uhyggelige tendens til navlebeskuende udenrigspolitik som Trump leder an i.

Regeringens fokus er, hvad danske virksomheder kan få ud af bistanden, og hvordan den kan bruges til at sende flygtninge tilbage, fremfor, hvordan vi bedst bidrager til en mere retfærdig udvikling globalt, der kan gøre at menneske slet ikke tvinges på flugt. Det er ikke blot navlepillende og utilstrækkelig, strategien fokuserer simpelthen ikke på de rigtige værktøjer. Hovedfokus burde være på, hvordan vi bedst bekæmper ulighed, fattigdom og klimaforandringer globalt, og bidrager til en fredelig og demokratisk udvikling.
Udviklingsforlig legitimerer nedskæringer
Det brede forlig er med til at legitimere den praksis regeringen har ført på udviklingsbistand siden den kom til magten. Store dele af udviklingsbistanden bruges i dag i Danmark, mens der samtidig skæres på den langsigtede bistand og på civilsamfundsindsatsen i syd.
Regeringen har gennemført historisk store nedskæringer på den langsigtede bistand – og nu ligger der så en strategi, som vil satse på danske virksomheder og EU, fremfor at forsætte den gode danske tradition for en stærk støtte til civilsamfundet og FN. Efter de massive nedskæringer synes det noget kvalmt, at der pludselig skulle være bred konsensus om udviklingspolitikken.

Det handler ikke kun om penge
Vi ved alle, at en ambitiøs udviklingsbistand ikke kun handler om, hvor mange penge, der gives. Det handler også om, hvor og på hvad pengene bruges. Partierne er med forliget ikke sikret indflydelse på økonomien. Regeringen kan derfor uden problemer forsætte de massive besparelser og udhulingen af den langsigtede bistand. Strategien slår endda fast, at udviklingsbistand også skal bruges på tilbagesendelse af migranter og som pressionsmiddel over for lande, der ikke vil tage imod tilbagesendte. Det kan undre, at alle andre partier går med til den brutale politik, hvor man bruger migranter som handelsvarer.

Vi sætter verden først - ikke Danmark
Mest grelt er det dog, at regeringen ikke har ville rokke sig i forhold til den grundlæggende skæve kurs i strategien. På trods af, at forhandlingerne har ført til mindre forbedringer og at strategien er overplastret med pæne buzzwords, så er selve grundpillen forsat dansk egeninteresse i forhold til sikkerhed, migration, vækst og frihandel. Det er ikke blot egoistisk og bagudskuende, det er forkerte prioriteter til en verden, der har akut brug for bekæmpelse af ulighed, krig og fattigdom.
Nedskæringerne og den nye strategi er et hjerteskærende brud med en ambitiøs dansk udviklingspolitik, hvor vi turde se på, hvad verden har brug for, fremfor hvad der tjener os bedst. Mens civilsamfundet førhen var spydspids, så sættes frihandel og danske virksomheder nu forrest. Vi risikerer dermed, at mange års erfaringer fra NGO'ernes arbejde i syd går tabt. Det sker samtidig med, at NGO'erne fremover i højere grad skal konkurrere om de færre midler. Udviklingsmidlerne skal nemlig fremover konkurrenceudsættes. Det kan medføre centralisering og ensretning af ngo'er, og der er stor risiko for, at organisationerne kommer til at hoppe og springe efter de penge, de kan få, i stedet for at holde fast i egne styrker og det vi ved virker.

For meget Cepos i opskriften
Når frihandel og virksomheder har fået så central en placering i strategien, så er der altså kommet alt for meget Cepos i opskriften. Er der noget vi burde have lært af finanskrisen, så er det da netop, at frihandel, vækst og privatisering, hverken skaber mindre ulighed, flere jobs, mere fred, demokrati eller retfærdighed. Det burde derfor være logik for burhøns, at dansk udviklingspolitik ikke skal give verden mere af den forkerte medicin.
Forliget kan bedst betragtes som regeringens ideologisk sejr i udviklingspolitikken. En sejr der kan få fatale konsekvenser for et dansk bidrag til en langsigtet fredelig og bæredygtig udvikling i syd.

Udviklingspolitikken er et vigtigt redskaber
Udviklingspolitikken er et af de vigtige redskaber, vi har, hvis vi skal hjælpe med at sikre en fredelig, retfærdig og bæredygtig udvikling, så mennesker får gode vilkår og ikke tvinges på flugt. Verden råber på øget engagement - ikke mindst fra de rigeste dele af verden. Den globale ulighed vokser, klimakrise og krige, driver mennesker på flugt, mens penge strømmer fra de fattigste til de rigeste lande på grund af udplyndring af naturressourcer og skatteunddragelse.
Det er vigtigt, at der rettes op på den skæve kurs i strategien. Men det er endnu mere vigtigt, at der leveres i virkeligheden. Altså, at der tilføres ressourcer til den langsigtede bistand, til civilsamfundsindsatser, til fattigdomsbekæmpelse, til klimainitiativer og til bæredygtige indsatser mod ulighed.
Verden bør være først i udviklingspolitikken – ikke Danmark

 

| Emneord: