Cepos' sejr over udviklingspolitikken

Nedskæringerne i udviklingsbistanden og regeringens nyliberale strategi er et brud med en ambitiøs dansk udviklingspolitik.Nedskæringerne i udviklingsbistanden og regeringens nyliberale strategi er et brud med en ambitiøs dansk udviklingspolitik, hvor vi turde se på, hvad verden har brug for, fremfor hvad der tjener os bedst.
Mens civilsamfundet førhen var spydspids, så sættes frihandel og danske virksomheder nu forrest.
Vi risikerer, at mange års erfaringer fra NGO'ernes arbejde i syd går tabt.
Det sker samtidig med, at NGO'erne fremover i højere grad skal konkurrere om de færre midler.
Udviklingsmidlerne skal fremover konkurrenceudsættes. Det kan medføre centralisering og ensretning af ngo'er, og der er stor risiko for, at organisationerne kommer til at hoppe og springe efter de penge, de kan få, i stedet for at holde fast i egne styrker og det vi ved virker.

For meget Cepos i opskriften
Frihandel og virksomheder fylder nu rigtig meget i strategien. Der er kommet alt for meget Cepos i opskriften, uden at noget tyder på, at erhvervslivet ville kunne præstere nye og væsentlige indsatser i udviklingsarbejdet.
Hvis vi har lært noget af finanskrisen, så er det netop, at frihandel, vækst og privatisering, hverken skaber mindre ulighed, flere jobs, mere fred, demokrati eller retfærdighed.
Det burde derfor være logik for burhøns, at dansk udviklingspolitik ikke skal give verden mere af den forkerte medicin.

De borgerlige tog midterpartierne ved næsen
Forliget om den nye strategi kan bedst betragtes som regeringens ideologisk sejr i udviklingspolitikken.
En sejr der kan få fatale konsekvenser for et dansk bidrag til en langsigtet fredelig og bæredygtig udvikling i syd.
Det smitter også af på midterpartierne. Socialdemokratiet har ikke længere ønsket at fastholde kravet om at nå op på 1 pct. af BNI til udviklingsbistand, som var med i regeringsgrundlaget for Thorning-regeringen.
Efter de massive nedskæringer og Danmark Først-tilgangen til udviklingsbistanden synes det noget overraskende, at der pludselig skulle være bred konsensus om udviklingspolitikken. Endda så meget konsensus, at midterpartierne lod sig binde i et politisk forlig.

Tilpasningsiver hos NGO'erne
Nu, hvor nedskæringerne den nye strategi er vedtaget, prøver flere af de danske organisationer at tilpasse strategierne til regeringens dogmer – ofte for at sikre pengene.
I årtier har vi rejst rundt i verden for at fortælle civilsamfundsorganisationerne, at de skal være den kritiske og selvstændige stemme – uafhængig af regeringer og økonomiske magthavere.
Har dele af det danske civilsamfund på bistandsområdet glemt deres egen rolle som kritiske og uafhængige stemmer ?
Og intern er der kamp om de færre penge mellem nødhjælpsorganisationerne på den ene side og udviklingsorganisationerne på den anden side. Det er ikke et smukt syn.

Det vigtige redskaber
Udviklingspolitikken er et af de vigtige redskaber, vi har, hvis vi skal hjælpe med at sikre en fredelig, retfærdig og bæredygtig udvikling, så mennesker får gode vilkår og ikke tvinges på flugt.
Verden råber på øget engagement - ikke mindst fra de rigeste dele af verden.
Den globale ulighed vokser, klimakrise og krige, driver mennesker på flugt, mens penge strømmer fra de fattigste til de rigeste lande på grund af udplyndring af naturressourcer og skatteunddragelse.

Verden først
Det er vigtigt, at der bliver rettet op på den skæve kurs i strategien.
Men det er endnu mere vigtigt, at der leveres i virkeligheden. Altså, at der tilføres ressourcer til den langsigtede bistand, til civilsamfundsindsatser, til fattigdomsbekæmpelse, til klimainitiativer og til bæredygtige indsatser mod ulighed.
Drop Danmark-Først-Strategien.
Hensynet til verden skal være bærende i udviklingspolitikken

Læs også

Danmark Først

Stop samarbejdet med korrupte virksomheder

 

 

| Emneord: