Danmark først

Hvordan er regeringens første 2 år gået - især udviklingsbistanden ?
Der er ingen tvivl.
Valget i 2015 gav et alvorligt skifte i dansk udviklingspolitik.
Danske egeninteresser og erhvervsliv er sat helt i front – i tråd med den nye amerikanske og navlebeskuende politik under Trump.

Pengene
Voldsomme nedskæringer, kun 3 måneder efter valget og midt i finanslovsperioden, markerede klart retning.
Nedskæringerne er fortsat i finansloven for 2016 og 2017. Målet er at fjerne 2,5-3 mia kr. hvert år fra udviklingsbistanden. 0,7 pct. af BNI skal tilsyneladende være en overligger for udviklingsbistanden, og ikke kun et minimum.Tallene taler deres eget sprog.
Danmark har aldrig været rigere – verden har aldrig haft så stor brug for vores hjælp.

Flygtninge
Mindst 60 mill. mennesker er på flugt fra krige, kriser, sult, sygdom og naturkatastrofer.
Enhver logisk tænkning bør handle om, hvordan vi forebygger årsagerne, så mennesker kan leve og udvikle sig, hvor de bor, så de ikke tvinges på flugt.
Hovedfokus burde være på, hvordan vi bedst bekæmper ulighed, fattigdom og klimaforandringer globalt, og bidrager til en fredelig og demokratisk udvikling, d.v.s. den langsigtede og strategiske udviklingsbistand.
Det modsatte sker. Store dele af udviklingsbistanden bruges på flygtninge i Danmark. Regeringens erklærede politik er at trække optimalt til disse (nødvendige) udgifter fra udviklingsbistanden, selvom regningen rettelig bør betales af indenrigsministeren.
Det tærer på den langsigtede bistand og på civilsamfundsindsatsen i syd.

Strategien
Nu ligger der så en strategi, som underbygger disse tendenser. Strategien vil satse på danske virksomheder og EU, fremfor at forsætte den gode danske tradition for en stærk støtte til civilsamfundet og FN.
En ambitiøs udviklingsbistand handler ikke kun om, hvor mange penge, der gives. Det handler også om, hvor og til hvad pengene bruges.
Partierne bag forliget er ikke sikret indflydelse på økonomien. Regeringen kan derfor uden problemer forsætte de massive besparelser og udhulingen af den langsigtede bistand.
Strategien slår endda fast, at udviklingsbistand også skal bruges på tilbagesendelse af migranter og som pressionsmiddel over for lande, der ikke vil tage imod tilbagesendte.
Det kan undre, at alle andre partier går med til den brutale politik, hvor man bruger migranter som handelsvarer, og hvor sigtet er så nationalt orienteret.
Partierne har desuden bundet sig til, at strategien er funderet i en såkaldt forligskreds. Det betyder, at der skal være enighed i kredsen, hvis der skal foretages ændringer. Det er et besynderligt tidspunkt at bygge en forligskreds op, nu hvor der er flertal for en nyliberal strategi. Jeg kunne endda have forstået det, hvis det var sket i forbindelse med strategien, vi lavede med Christian Friis Bach for bordenden i 2012. Så ville højrefløjen være låst på en centrum-venstre strategi.

Forkerte prioriteter
Mest grelt er det dog, at regeringen ikke har ville rokke sig i forhold til den grundlæggende skæve kurs i strategien. På trods af, at forhandlingerne har ført til mindre forbedringer og at strategien er overplastret med pæne buzzwords, så er selve grundpillen dansk egeninteresse i forhold til sikkerhed, migration, vækst og frihandel.
Det er ikke blot egoistisk og bagudskuende, det er forkerte prioriteter i en verden, der har akut brug for bekæmpelse af ulighed, krig og fattigdom.

Alt i alt en trist midtvejsstatus, hvor Cepos og Dansk Folkeparti har haft alt for stor indflydelse.

| Emneord: