Brug for både humanitær hjælp og langsigtet udvikling

Retfærdig og realistisk kalder Socialdemokraterne deres udlændingeudspil

Udspillet bliver i øjeblikket trykprøvet i medierne, men både Mette Frederiksen og Nick Hækkerup advarer om, at de først kan sige noget mere præcist om pris og konsekvenser, når de sidder bag ministerbordene og råder over embedsmændene med den nødvendige indsigt.

Det burde være muligt at sige en smule mere om pris og konsekvenser, hvis man som Socialdemokratiet både har siddet i regering og opposition i årtier, ikke mindst når man samtidig kalder udspillet for en Marshallplan for Afrika.

I min verden skal der mere end et dansk asylcenter i det nordlige Afrika og lidt mere nødhjælp til nærområderne til for at løfte Afrika ud af sult, korruption, analfabetisme, kriser og krige.

Socialdemokrater vil finansiere deres udspil, ikke ved at tilføre ekstra midler til udviklingsbistanden, men derimod med de penge, der kommer ved, at bruttonationalindkomsten for Danmark (BNI) stiger. Udviklingsbistanden regnes som pct. af BNI. Og den stiger hvert år en smule. Socialdemokraterne vil altså videreføre de drastiske nedskæringer på dansk udviklingsbistand fra 0,86 pct. til 0,7 pct. af BNI som den nuværende borgerlige regering satte i gang. Samtidig vil de flytte 3,5 mia. fra den langsigtede udviklingsbistand til nødhjælp og humanitær bistand – først og fremmest til hjælp i flygtningelejrene.

Og der er brug for mere hjælp i nærområderne, men det er en utrolig kortsigtet løsning blot at tage pengene fra den langsigtede hjælp til grøn omstilling, bekæmpelse af fattigdom, ulighed og korruption, til uddannelse, rettigheder og demokratisk opbygning. På den måde skubber man blot problemerne foran sig.

Den nuværende borgerlige regering har ikke blot skåret brutalt ned på dansk udviklingsbistand, de er også gået i front for en ny udviklingspolitisk strategi med fokus på danske egeninteresser og en målsætning om at forhindre flygtninge i at komme til Danmark. Den nuværende regering er i færd med en omkalfatring af dansk udviklingspolitik – både i omfang og i indhold – i en meget problematisk retning. Socialdemokraterne ligger i deres udlændingeudspil an til at forsætte denne triste retning for dansk udviklingsbistanden.

Det er utroligt kortsigtet og udtryk for manglende visioner i en verden, der har hårdt brug for både humanitær hjælp og langsigtet udviklingsbistand.

FN meddeler, at donorlandenes bidrag til verdens flygtningelejre blot er på 60 pct. af behovet. Og hvad gør flygtninge, der ikke kan få det mest nødtørftige for at holde sig i live og en smule uddannelse til børnene? De søger mod bedre muligheder – langt de fleste i deres nærområder, mens en mindre gruppe søger mod Europa. Derfor er der helt klart brug for mere nødhjælp i nærområderne.

Men der i allerhøjeste grad også brug for den langsigtede bistand, der skal forebygge endnu flere kriser og endnu flere flygtninge.

Vi er i den nuværende situation nødt til at bidrage med både humanitær hjælp i nærområderne og langsigtet hjælp. Og hvis vi på nogen måde skal svinge os op til at tale om Marshallhjælp til Afrika, så skal hjælpen være af et omfang, der kan handle op med de voldsomme summer, der i dag strømmer fra det afrikanske kontinent til de rige lande mod nord. I dag er det sådanne, at der årligt forsvinder syv gange så mange penge ud af Afrika, som der kommer ind på grund af ulovlige omgåelse af skat og told regler, multinationales profit og ulovlig ressourceudnyttelse som skovfældning, fiskeri m.v.

Vi kommer ikke udenom en øgning af udviklingsbistanden. En omfordeling slår simpelthen ikke til.

Glemt er tilsyneladende målet fra Socialdemokraternes, Radikales og SFs regeringsaftale fra 2011. Her blev det fastslået, at målet for dansk udviklingsbistand er 1 pct. af BNI. Det er et mål, som ikke er urealistisk, set i forhold til vores økonomiske situation.

Danmark bidrog i 1997 med en udviklingsbistand på 1,06 pct. af BNI under udviklingsminister Poul Nielsson. Dengang var Danmark et fattigere land. Alligevel kunne vi se, at en høj udviklingsbistand var nødvendig. Ja vi talte endda dengang om en særlig miljø- og klimabistand på 0,5 pct. af BNI med miljø- og energiminister Svend Auken.

Dengang brugte vi cirka lige så meget til udviklingsbistand som til militæret. Lige nu er vi med hastige skridt på vej mod en situation, hvor vi kommer til at bruge dobbelt så mange af de danske skatteyderes penge på militær som til udviklingsbistanden. Det burde alle da kunne se er en forkert vej at gå.

Vi kommer ikke uden om at alle rige lande bør bidrage mere og løfte i flok.

Afrika kan ikke nøjes med dansk bistand. USA er i disse år en udviklingspolitisk katastrofe. De 0,17 pct. af BNI, som USA bidrager med, gives kun når det er direkte i USA's egen interesse. Heldigvis er der enkelte andre lande, som øger deres udviklingsbistand. Socialdemokraterne burde kigge ud i verden og gå i front for at overbevise de europæiske lande om, at udviklingsbistanden og nødhjælpen skal i vejret.

Socialdemokraterne skal naturligvis selv lægge deres kurs. Men det er tankevækkende, at de, der på den internationale bane skaber forandring, f.eks. Berni Sanders fra USA og Jeremy Corbyn fra Storbritannien satser på de klassiske venstreorienterede socialdemokratiske holdninger.

Vælgerne vil tilsyneladende helst have den rene vare.

| Emneord: