Udlicitering for enhver pris

Regeringen vil udlicitere arbejde i statens skove. Skovene må ikke selv byde på opgaverne.

Regeringen har med støtter fra Dansk Folkeparti afskediget ca. 30 skovarbejdere og vil udlicitere yderligere 80 stillinger i statens skove. Herefter vil der være mindre end 200 skovarbejdere i statens skove.

De jeg i starten af 70'erne startede med at arbejde i skoven, var vi mere end 800 skovarbejdere i statens skove.

De fleste af stillingerne er skovløber-stillinger.

En skovløber har som regel bolig i skoven og har en række opsynsopgaver, ved siden at det traditionelle skovarbejde. Det drejer sig om skovbrande, ulovlig kørsel og ophold i skoven, ulovlig jagt, påkørte dyr, kontakt til publikum m.m.

Skovløberne har desuden kontakt til de mange, der via kommunens jobcentre gennemfører arbejdsprøvning og jobtræning, som skoven for mange er ideel til

Desuden har statens skove delvis stoppet tidligere naturvejledning, hvor ansatte tog skoleklasser o.a. med i skoven for at lære om skovens betydning, livet i skoven of hvordan man færdes i skoven.

Når stillingerne udliciteres, vil skovløberne være almindeligt ansatte i en privat virksomhed, uden reel mulighed for at løse disse opgaver, som forudsætter, at de ansatte lever og bor i skovene.

I en tid, hvor skiftende regeringer understreger skovens vigtige betydning er det grotesk at den nuværende regering skærer disse funktioner bort, og dermed forringer de mange funktioner, som skovdriften har.

Skoven er nemlig ikke alene et sted, hvor der skal produceres træ.

Skoven har en meget stor natur- og klimamæssig funktion, ligesom den rekreative værdi er stigende.

Hertil kommer, at 3F har haft striber af faglige sager med private skoventreprenører, der ofte kun ansætter folk til sæsonarbejde, i en række tilfælde ikke har overenskomst og i f.eks. juletræssæsonen har mange eksempler på, at underbetalt arbejdskraft fra bl.a. Østeuropa udfører arbejdet. Det betyder at faste jobs skiftes ud med sæsonbetonede jobs – og i nogle tilfælde ikke under løn- og arbejdsforhold.

Jeg foreslog på et samråd med ministeren, Jakob Ellemann Jensen, at statens skovdistrikter skulle have mulighed for at byde på det arbejde, som nu udliciteres – på linje med det, der sker i mange regioner og kommuner. Der kaldes det konkurrenceudsættelse.

Jeg er overbevist om, at statens skove kan udføre dem fuldt ud ligeså billig, som private virksomheder. Hertil kan vi sikre, at skovløbernes tilsynsopgaver fortsat bliver udført.

Ministeren har i denne uge svaret mig, at statens skove ikke får lov til at at byde på de opgaver, der skal udliciteres.

Der er altså tale om en ren ideologisk betinget udlicitering. Opgaverne skal med alle midler overføres til private virksomheder, uanset om statens enheder kan udføre arbejdet til samme pris – og sandsynligvis bedre.

Det eneste håb er, at det heldigvis snart er folketingsvalg.

Jeg håber, at vi efter valget kan samle et flertal for at bevare disse vigtige stillinger i statsligt regi.

| Emneord: