Boykot er ikke antisemitisme ?
Der er afgørende forskel på antizionisme og antisemitisme
Berlingske Tidende bragte onsdag en artikel om 3 mennesker fra Berlin, 2 palæstinensere og 1 israeler, som besøgte København tidligere på måneden. Mennesker, som jeg som havde mulighed for at mødes med. Avisens omtale fortjener et par kommentarer.
Det er almindeligt anerkendt, at Israels besættelse og etablering af bosættelser på den palæstinensiske Vestbred er ulovlig og i strid med folkeretten. Denne opfattelse deles af mange, herunder den danske regering og et meget stort flertal af Folketinget, EU og FN. Uenigheden opstår, når vi diskuterer, hvilke midler, der kan fremme en forhandlingsløsning på den lange konflikt.
En kritisk holdning og ikke mindst handlinger for at stoppe Israels ulovligheder kaldes ofte og fejlagtig antisemitisk eller antijødisk. Antisemitisme er en form for racisme, som jeg tager kraftigt afstand fra.
Noget helt andet er zionistiske holdninger. Zionisme er den ideologi, der ligger bag den israelske regerings insisteren på retten til at besætte Vestbredden og etablere bosættelser, der omfatter mere end 500.000 israelere, fordi de er Guds udvalgte folk og har fået landet givet af Gud. Den ideologi er jeg stærk modstander af.
Der er en verden til forskel på at være imod israelerne eller jøderne og at være imod den israelske regerings politik. Det forkludrer debatten, hvis man glemmer det.
De 3 aktive er tilsluttet den globale BDS-bevægelse (Boykot, Disinvestment,Sanktions) der i indsatsen for at finde en retfærdig løsning i Israel-Palæstina konflikten anbefaler at boykotte israelske varer, fortrinsvis fra den besatte Vestbred, at banker, pensionsselskaber og finansieringsinstitutioner ikke investerer i Israel – især ikke Vestbredden og at landene indfører sanktioner mod Israel, så længe landet har besat Vestbredden og nægter at deltage i forhandlinger.
Berlingske Tidende skriver "...de tre BDS-medlemmer er angiveligt sigtet for overfald og ulovlig indtrængen under en tale af den israelske politiker Aliza Lavie på Humboldt Universitet i Berlin den 20. juni 2017". Jeg er ikke bekendt med at de 3 har overfaldet en israelsk politiker. Det må retsvæsenet i Berlin i så fald afgøre. Jeg støtter ikke brug af vold. Men at skrive om ulovlig indtrængen til et offentligt møde, er at vinkle historien lige lovlig stærkt. Jeg ville have foretrukket en dokumentation fra journalisten i stedet for det "uskyldige" ord "angiveligt".
I Europa og andre steder i verden vokser BDS-bevægelsen, fordi så mange politikere udtrykker kritik af den israelske regerings politik, men ikke handler for at ændre den. BDS-politikken har allerede nu en vis gennemslagskraft. En række virksomheder har trukket deres aktivitet på Vestbredden og en del pensionsselskaber har trukket deres investeringer i virksomheder, der har aktiviteter i bosættelserne. Derfor reagerer Israelske autoriteter så voldsomt imod bevægelsen.
Tanken er ikke ny. Da der i Sydafrika herskede apartheid, hvor en lille stærk hvid overklasse undertrykte den sorte flertalsbefolkning reagerede politikere rundt i verden med mange fordømmelser mod apartheid, men reagerede ikke aktivt. Folkelige bevægelser opfordrede – sammen med den sorte befolknings befrielsesbevægelse ANC til boykot af Sydafrika. Først da denne holdning slog rod blandt flertal i en række parlamenter, især i Skandinavien, skete der noget. Det hvide mindretal i Sydafrika kastede i slutningen af 80ernre håndklædet i ringen og gav den sorte befolkning demokratiske rettigheder.
Jeg er ikke i tvivl om, at BDS-bevægelsen kan være et vigtigt værktøj til at sikre, at Israels regering opgiver besættelsen og bosættelsen af Vestbredden og sætter sig til forhandlingsbordet.
Jeg håber inderligt, at verdenssamfundets indblanding, på den ene eller anden måde, vil presse på for forhandlinger, der kan resultere i at både israelere og palæstinensere kan komme til at leve fredeligt sammen side om side – og hvor begge parter kan føle sig trygge ved hinanden. Lige nu er de ikke i stand til selv at finde frem til denne løsning.
