Nogen må gå foran

Næste år fylder FN 75 år.

Danmark har været med fra starten og placeret sig centralt, trods landets lidenhed.

Vi har ligget i top med udviklingsbistanden. Vi har bakket op om FN.

Vores land blev i mange år kaldt en humanitær stormagt. I dag er det en myte.

Vi blev kaldt et land der leverede solidaritet. I dag er det langt hen ad vejen en myte.

Den siddende regering, og ikke mindst den siddende udenrigsminister og forsvarsminister, har gjort meget for at underminere denne position ved at flytte fokus fra forebyggelse af krig og kriser til deltagelse i militære operationer.

Da jeg var ung, vendte 1-2000 unge hvert år hjem efter at have arbejdet i 3. verden som frivillige.

Gennem et år eller mere arbejdede de blandt mennesker, der ville opbygge deres landsby, skole, hospital virksomhed eller centraladministration.

De gav deres bidrag til udvikling helt konkret – ikke bare ved at betale et pengebeløb – men ved at investere en periode af deres eget liv.

De fik til gengæld en erfaring for livet og en indsigt i, hvordan verden ser ud, der hver blikskuret er boligen, og hvor en uddannelse var en fjern drøm.

Når de kom hjem, var de stort set altid sikre på at få arbejde. Dansk erhvervsliv ønskede arbejdskraft med udsyn og international erfaring.

Forsvaret deltog dengang også i aktioner udenfor landets grænser – men fortrinsvis i FNs fredsbevarende styrker i f.eks. Gaza og Cypern.

Dette billede skiftede grundlæggende, da Anders Fogh Rasmussen fra 2003 engagerede Danmark i krigene i bl.a. Irak og Afghanistan i aktivistisk samarbejde med USA – og ofte udenom FNs beslutninger. Nu vendte unge mennesker hjem med helt andre erfaringer, nemlig erfaringen fra topsikrede militære forlægninger og skarpe patruljeringer og træfninger i lokalområderne, ofte med livet som indsats. Nogle vendte ikke levende tilbage. Andre vendte tilbage med alvorlige ar på krop og sjæl. Nogle finder job i erhvervslivet.

Danmarks bidrag til FNs fredsbevarende styrker er faldet drastisk – og er med til at underminere Danmarks rolle som humanitær stormagt.

FN gør betydelig indsats for konfliktløsning gennem fredsbevarende missioner.

Mere end 100.000 militærpersoner og civile deltager i 16 operationer, godkendt af Sikkerhedsrådet. Målt i forhold til den samlede globale militære udgift udgør den fredsbevarende indsats mindre 0,5 pct.

Fredsbevarende indsatser er uhyre billige i forhold til de krige, der ofte følger, hvis ikke FNs styrker bliver sat ind.

Der er et himmelråbende misforhold mellem missionernes betydning og viljen i de enkelte lande til at indsætte de nødvendige ressourcer.

Danmark har nedtonet eller decideret fravalgt FN-sporet. I 2018 var det danske bidrag faldet til 24 militærpersoner, primært udstationeret i Sydsudan og Libanon. Blandt 124 bidragydende lande til FNs fredsbevarende indsats ligger Danmark som nr. 90 – væsentlig lavere end f.eks. andre nordiske land som vi plejer at sammenligne os med.

Hertil kommer den skandaløse udvikling af dansk udviklingsbistand. I 90erne, hvor vi var et fattigere land end i dag, ydede vi 1 pct af BNP til udviklingsbistand. I dag kun 0,7 pct. Og hertil kommer, at en væsentlig del af bidraget anvendes til udgifter til flygtninge – i Danmark.

Danmark kan gøre det meget bedre. Vi har aldrig før haft bedre råd til at yde udviklingshjælp og deltage i fredsbevarende indsatser. Vi har aldrig før haft så stort behov for at gøre det.

FN kan gøre det meget bedre, især hvis alle rige lande vil bidrage med mindst 0,7 pct. af deres BNP og flytte udgiften fra destruktive militærudgifter til forebyggende udviklingsbistand og fredsbevarende indsatser.

Tiden er inde til at Danmark igen arbejder sig op til at være et humanitær foregangsland – et land der sætter dagsorden i FN og internationale sammenhænge, når det gælder forebyggelse af krige, kriser og klimakatastrofer og når det gælder udvikling.

Verden kan blive et godt sted at leve for alle mennesker.

Men nogen må gå foran, hvis det skal ske.

| Emneord: