Politik for de mange – både i Roskilde og på Langeland

Roskilde Avis' redaktør Torben Kristensen gav forleden gode råd til lokale politikere

Jeg kan følge mange af dem.

Han glædede sig over Roskildes besøg af Klima-Karavanen i lørdags, hvor de indtog Stændertorvet for at orientere om FNs 17 vigtige verdensmål for en bæredygtig og retfærdig verden. Nu skal der gøres noget ved klimaet, før det er for sent, konkluderer Torben Kristensen. Og Roskilde avis er gået med i kampagnen.

Han gav i lederen den yderste højrefløj et par drag over nakken på grund af deres forfølgelse af bestemte befolkningsgrupper, der gøres til syndebukke. Ja, han drog en skarp sammenligning med 1930'ernes Nazi-Tyskland.

Også hans anbefaling af en indsats for fælles grænseoverskridende standarder for brug af gift- eller tilsætningsstoffer er på sin plads.

Torben Kristensen opfordrede til at stemme politikere i Folketinget, der vil lave love og regler, der forbedrer miljøet. Lige i øjet efter min smag.

Det er også helt OK, at han som lokal redaktør opfordrer til at holde øje med, hvilke politikere, der vil gavne Roskilde-områdets udfordringer. Her tænker han på trafik og infrastruktur, en ordentlig økonomi i kommunerne, så de er penge børneinstitutioner, skoler og plejehjem. Han peger desuden på problemer med penge til uddannelserne i uddannelsesbyen Roskilde og på den usikre fremtid for Roskilde Sygehus. Velvalgte ord efter 4 år med nedskæringer på velfærden og sundhedsvæsenet i Folketinget.

Torben Kristensen har ofte anbefalet vælgerne i Roskilde at stemme på lokale kandidater. Som medlem af Folketinget i 8 år, valgt i Roskilde, tager jeg det som et kompliment. Det er og har været en fornøjelse at repræsentere Roskilde, selvom jeg hverken er født eller har boet mange år i byen.

Roskilde har ofte ligget i mit baghoved, når jeg har forhandlet i Folketinget, og jeg har haft en tæt og frugtbar tilknytning til lokale byrødder.

Men den lokale tilknytning gør det ikke alene. Jeg har set flere politikere fra Roskilde – især fra højresiden - stemme imod en systematisk indsats for klimaet og for nedskæringer på velfærden i både Roskilde og i det øvrige ganske, danske land. Det har ikke hjulpet meget på sagen, at de var valgt lokalt i Roskilde.

Valget til Folketinget handler mere om hvilket parti og hvilken politik, man vil lægger for dagen, end om hvilken valgkreds man kommer fra.

Rigtig mange kommuner har samme udfordringer som Roskilde.

Min vision er fortsat at bidrage til løsninger for de mange, i både i Roskilde, Lolland, Kerteminde og Åbenrå.

| Emneord: