Palæstina har (også) ret til eget land

Morten Messerschmidt ligestiller antisemitisme og en kritisk holdning til zionisme
Antisemitismen antaster jødernes rettigheder som folk, hvilket selvsagt er ganske uacceptabelt. Det er en ekstrem form for racisme med grimme mindelser tilbage til nazismen. Den findes ganske rigtigt på den ekstreme højrefløj flere steder i Europa. Men det er forkert at sige, at den findes på venstrefløjen. Vi har i Enhedslisten ofte og højlydt taget kraftig afstand fra antisemitisme i enhver form. Ja, det er enhver demokratisk sindet borgers pligt at bekæmpe antisemitismen og at forsvare Israels ret til at eksistere.
Zionismen er en politisk ideologi, der har det udgangspunkt, at jøderne er et udvalgt folk med en særlig ret til bl.a. de landområder, som dækker Israel og Palæstina. At ligestille kritik af zionismen med antisemitisme blokerer for nuanceret debat og dialog om den dybt ulykkelige konflikt mellem Israel og Palæstina.
Forskellen kender sin parallel i debatten om de to udtryk nationalisme og nationalt sindelag. Som flere har beskrevet det i kort form ønsker den nationalt sindede at være herre i eget hus, mens nationalisten også ønsker at være herre i naboens hus.
Skiftende israelske regeringer har bygget på den zionistiske ideologi, og de har bevæget sig væk fra muligheden for en fredelig løsning på konflikten mellem Israel og Palæstina ved systematisk at understøtte bosættelserne på Vestbredden, ved at gøre det umuligt for palæstinenserne at opbygge en levedygtig stat med egen produktion og eksport/import, ved at forskelsbehandle israelere og palæstinensere i det israelske samfund. og

FN og også Folketinget har fordømt bosættelserne gang på gang, samtidig med at vi har understreget Israels (og Palæstinas) ret til at eksistere som stater, fredeligt, side om side.

En løsning på Israel-Palæstina konflikten forudsætter, at gode kræfter udefra hjælper de 2 parter til forhandlingsbordet.

Situationen ligner på mange måder forholdene i Sydafrika i 60erne og 70erne. Den hvide herskende klasse ville ikke afskaffe apartheid og den sorte befolkning havde ikke styrken til at ændre forholdene, selvom de udgjorde et stort flertal. Først med international hjælp, bl.a. i form af en skandinavisk boykot, internationale folkelige protester og systematisk diplomatisk indsats lykkedes det at få parterne bragt sammen og apartheidsystemet bragt til ophør.

Det internationale samfund, og ikke mindst EU, der har styrken, gør slet ikke nok for at bringe fredsprocessen mellem Israel og Palæstina på sporet.

I det lys har opfordring til boykot af f.eks. varer fra bosættelserne ikke noget med antisemitiske at gøre. Det kan være et berettiget middel, som Danmark og EU iøvrigt gør brug af overfor regeringer, hvis adfærd, vi ønsker at ændre. Det kaldes også handelsembargo.

I vores berettigede indsats for, at forsvare jødernes rettigheder og Israels ret til at eksistere som land, skal vi huske, at palæstinenserne har præcis samme ret til eget land, med bæredygtige muligheder for fred og udvikling.

Den pligt ignorerer Morten Messerschmidt med hans lighedstegn mellem antisemitismen og en kritisk holdning til zionismen.

 

| Emneord: