Nordisk samarbejde gør nytte

Norden forspilder en chance, skriver Niels Ole Krogh i Flensborg Avis (16. juli). Han tager udgangspunkt i den svenske udenrigsminister og socialdemokrat Anna Hallbergs bekymring over, at coronaen har forværret det nordiske samarbejde. NOK citerer sågar Bertel Haarder for at mene, at det nordiske samarbejde er blevet ødelagt.

Det nordiske samarbejde er særdeles stærkt og har ikke lidt skade under coronaen.

Godt nok har der været delvist lukkede grænser mellem Sverige og Danmark, og Sverige og Norge, i indsatsen for at begrænse den dødelige Covid19 pandemi, som har slået så mange mennesker ihjel.

Vi stod overfor en sygdom, vi ikke kendte

Det eneste vi vidste var, at den måtte bekæmpes så effektivt som muligt, og at alle måtte gøre en stor indsats.

Alle lande i Norden gjorde deres bedste, men på forskellig vis. En af hjørnestenene har været at arbejde i så enheder, som vi så langsomt har lukket op igen.

Et eksempel er min første ferieuge, der foregik på et højskoleophold på Jyderup Højskole. Vi var 40 personer på holdet, og der var naturligvis taget initiativer for at undgå corona-smitte.

Vi sad under undervisningen i 10-personers grupper, der også boede på samme gang og brugte samme badefaciliteter. Maden blev serveret ved bordene og ikke som buffet, og der var stor fokus på hygiejne og afstand i hele ugen.

Det var ærgerligt, at vi ikke lærte alle 40 på holdet grundigt at kende, som vi ville have gjort uden coronaen. På den anden side fik vi snakket rigtig meget mere med de 10 i vores gruppe, end vi ellers ville have gjort.

Jeg hører til dem, der har været meget forsigtig under pandemien, også med de langsomme grænseåbninger, fordi det efter min opfattelse var den rigtigste måde at håndtere den dødelige sygdom på, og det står jeg gerne på mål for.

Kunne vi ikke have gjort det bedre ?

Jo, uden tvivl. Der er helt sikkert begået fejl, som mange i bagklogskabens ganske klare lys vil kritisere, men som ikke på forhånd har kunnet forudses.

Tilbage står, at de nordiske lande samlet set er kommet nådigere igennem coronakrisen end de fleste andre lande – indtil nu.

Er der nordiske samarbejde sat i stå eller ødelagt ?

Nej bestemt ikke. Vi har haft et tæt samarbejde i Nordisk Råds politiske ledelse, præsidiet undervejs. Vi har holdt møde via de digitale muligheder og undervejs holdt samarbejdet i gang. Der har ligeledes været tætte drøftelser mellem embedsfolk og sundhedsmedarbejdere om de fremadskridende erfaringer mod coronaen. Ligesom der allerede er igangsat erfaringsopsamling mellem landene myndigheder, så vi kan stå stærkere, næste gang vi rammes af en pandemi.

De nordiske lande udgør fortsat et af de stærkeste samarbejder på kloden. Vi gør ikke altid det samme i landene, men der er en uhyre stor vilje til erfaringsudvikling og samarbejde.

Havde vi i det nordiske samarbejde ikke forberedt os på pandemien ?

Jo. Vi har i Norden de bedste sundhedssystemer på kloden, hvor der er stor grad af lighed i adgangen til hjælp, når man rammes af sygdom.

Vi har i mange år samarbejdet om at udvikle vaccine og behandlingsmetoder. Vi samarbejder om forskning på sundhedsområdet, og nogle af landene arbejder sammen om fælles medicinindkøb for at mindske priserne.

Rapport om samfundssikkerhed

Desuden har vi i en arbejdsgruppe på tværs af lande og partier i Nordisk Råd udarbejdede forslag til en styrkelse af samfundssikkerheden. Rapporten, der i slutningen af 2019 (før corona-udbruddet) blev vedtaget enstemmigt af Nordisk Råd, går meget længere end indsatsen mod pandemier.

Rapporten peger bl.a. på behovet for at

sikre forsyning af medicin og lægemidlerstyrke sundhedsberedskabet, herunder indsatsen overfor pandemiersikre fødevareforsyninger under en krisesikre en bæredygtig energiforsyning under alvorlige kriserstyrke indsatsen for cybersikkerhedudarbejde fælles risikoanalyser og beredskabsplanerfjerne grænsehindringer, der står i vejen for nordisk samarbejde om samfundssikkerhed og kriseberedskabgennemføre fællesnordiske øvelser og uddannelse i kriseberedskabvurdere muligheden for en fællesnordisk flåde af brandslukningsflyudarbejde en fællesnordisk strategi for brandforebyggelsestyrke den fælles indsats overfor alvorlige og store ulykker i landene, bl.a. i forbindelse med ekstremt vejr og klimaændringerforbedre den fælles fredsopbygning og konfliktforebyggelse – også udenfor Nordenstyrke politisamarbejdet og redningstjenesterneudvikle en fælles nødkommunikation

På mange af disse områder er der samarbejdet i årtier, og der er på enkeltområder lavet gode og værdifulde indsatser, men arbejdet kan efter Nordisk Råds mening styrkes. Rapporten kan læses på nettet.

Nordisk samarbejde lever

Det nordiske samarbejde skal vurderes i sin helhed – og ikke kun på, om passagen af grænserne delvis og midlertidigt har været begrænset i bekæmpelsen af en pandemi.

Det nordiske samarbejde viser hver dag sin store betydning, og det sikrer hver dag nytte for landene og deres borgere på en mangfoldighed af områder.

Det nordiske samarbejde er en demokratisk spydspids i EU, Arktis og Norden, og samarbejdet er vigtigt som ingensinde før.

| Emneord: