Stop byggeriet på Storstrømsbroen

 Stop byggeriet indtil arbejdsmiljøforhold er forsvarlige

Arbejdsforholdene på opførelsen af den nye Storstrømsbro mellem Sjælland og Falster er stadig ikke i orden.
Arbejdstilsynet har reageret med hele 140 alvorlige påbud og forbud på det offentlige milliardbyggeri og betegnet arbejdsmiljøet som ''livsfarligt''.
Ifølge Arbejdstilsynets tilsynsførende, der har været på kontrolbesøg på Storstrømsbroen, har bygningsarbejdere blandt andet været i fare for ''død'', ''knoglebrud'' og ''amputering''.

Senest har en række skadede medarbejdere fra brobyggeriet stillet sig frem og fortalt, at deres arbejdsulykker aldrig er blevet anmeldt til myndighederne - stik imod reglerne. Det fortæller Fagbladet i en række aktuelle artikler.

Det råber til himlen at virksomheden det italienske konsortium Storstrøm Bridge Joint Venture ikke har styr på arbejdsmiljø og sikkerhed på det store byggeri. Arbejdet bør stoppes, indtil de har styr på forholdene, eller til der er fundet en ny entreprenør. Vi kan ikke risikere de ansattes liv og helbred, fordi der er valgt en forkert entreprenør.

For et år siden havde jeg beskæftigelsesministeren transportministeren i samråd. Her udtalte de, at arbejdsforholdene dengang ganske enkelt ikke var i orden.

Siden er forholdene tilsyneladende ikke ændret. Jeg opfordrede dengang ministrene til at finde en entreprenør, der kan gennemføre byggeriet sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt.

Det er katastrofalt for den enkelte medarbejder, at arbejdsulykker ikke bliver anmeldt.

Derfor har jeg igen kaldt beskæftigelsesministeren og transportministeren i et samråd hurtigst muligt om den uholdbare situation.

Fagbladet
https://fagbladet3f.dk/artikel/nye-problemer-med-livsfarligt-arbejdsmilj...
https://fagbladet3f.dk/artikel/det-er-vanvittige-arbejdsforhold
https://fagbladet3f.dk/artikel/arbejdsulykker-paa-storstroemsbroen-blive...

Samrådsspørgsmål
1): Ministeren udtrykte på vores samråd for et år siden, arbejdsforholdene dengang ganske enkelt ikke var i orden. Hvafd mener ministeren om arbejdsmiljøforholdene på byggeriet af Storstrømsbroen?
2): Hvilke konsekvenser skal det have, at Arbejdstilsynet kalder arbejdsmiljøet for livsfarligt?
3): Har ministeren tillid til at det italienske konsortium Storstrøm Bridge Joint Venture kan gennemføre byggeriet forsvarligt?
4): Hvad vil ministeren foretage sig, når arbejdsulykker på byggeriet ikke anmeldes ?

| Emneord: