Museumsreform NU


Museers tilskud fra staten skal ikke afhænge af enkelte politikeres særinteresser.

Vi er beriget af en mangfoldighed af museer, der knokler for at give os oplevelser, forundre os, udfordre os.

De er alle gået ud af et år, hvor vi ikke har kunnet være sammen med dem og deres prægtige udstillinger og installationer, men har måttet se på de gamle ting, kunsten og levendegørelserne på vore skærme.

Mange har eksperimenteret og fundet vej til os via elektronikken, men det er ikke helt det samme.

Vi har for alvor mærket, hvad kulturen, kunsten og historien betyder for os, når vi ikke kan have den ved hånden, når vi ikke lever sammen med den.

2021 bliver meget svær.

Mange af ledelserne bruger uforholdsmæssig tid på at skaffe penge til driften. Det vi betaler i entre, slår slet ikke til.

Jeg kender nogle gode folk øst for Randers. De bruger store dele af deres arbejdstid til at skaffe grundtilskud til Gl. Estrup.

Herregårdsmuseet på kanten til Djursland. De levendegør godsejernes og herremændenes historier. De fortæller om deres ufattelige rigdomme, målt med datidens alen. De fortæller også om karlene og pigerne, om skytten og landarbejderne, og om fæstebønderne, der måtte skabe værdierne for herremanden under uhyggeligt ringe vilkår.

Hvert år bevilger folketinget på finansloven faste beløb til de museer, der er statsanerkendte. Gl. Estrup får et meget beskedent beløb på 2,3 mio. kr. Og så har de i en kortere årrække fået et ekstra beløb på 1,5 milo. kr. Dem var de ved at miste ved forhandlingerne i efteråret.

De kom alene igennem, fordi rigtig mange lokale folk aktivt brugte deres indflydelse overfor partierne i Folketinget.

Direktørens og bestyrelsesformandens overbevisende besøg i Folketingets kulturudvalg gjorde indtryk. Også den gode offentlige omtale af udfordringerne gjorde deres gavn.

Men det er ikke tilfredsstillende, at det skal foregå på den måde. De skal allerede til sommer i gang igen, for at kæmpe for beløbet til 2022.

Det duer ikke. Vi er nødt til at sikre fast beløb på finansloven, så tiden kan bruges til at udvikle hovedopgaverne, nemlig at få flere ind for at se de unikke udstillinger og ikke mindst levendegørelser, at passe godt på de historiske bygninger, effekter og kilder, og at forske i herregårdenes, landarbejderes og tyendets historie.

Her er Gl. Estrup i en særklasse, ligesom mange andre museer har deres særkende og ekspertise.

De har vist, at det er muligt at bryde normen for, hvem der er de typiske besøgende. De har formået at tiltrække unge familier, mennesker uden stor uddannelse og mennesker, der ellers aldrig besøger museer.

Derfor skal vi sammen sikre faste bevillinger til museet.

Og vi skal have gang i arbejdet for den museumsreform, som strandede under Mette Bocks ministerperiode, på trods af at, der var lavet to inspirerende debatoplæg af dygtige fagfolk.

Der gik simpelthen lokalpatriotisme i forhandlingerne. Mange politikere ville kun støtte, hvis det gav flere penge til netop "deres" valgkreds. Jeg havde et godt samarbejde med Marianne Jelved under forhandlingerne, men vi rykkede os forgæves i håret, fordi vi ikke kunne få ørenlyd for nogle objektive kriterier.

LÆS OGSÅ

Kulturen jubler over hjælpepakke: »Det er flot, det er stort, og så bliver man enormt glad«
FOR ABONNENTER
På et tidspunkt lå der 40 millioner på bordet, som ekstra kunne fordeles til museerne. Men da lokalpatrioterne ikke kunne blive enige, brød forhandlingerne sammen, og pengene røg tilbage i finansministerens kasse. Det må ikke ske igen.

En reform skal se på kriterierne for tildeling af statstilskud. Og tage hensyn til de museer, der gør det rigtig godt ud fra objektive kriterier.

Og så er rammerne alt for stramme.

I det lys står Gl. Estrup særdeles godt. De kan noget. De vil noget. Det vil mange andre også.

Jeg håber, at kulturminister Joy Mogensen snart har modet til at indkalde til det første forhandlingsmøde om en museumsreform.

Vi har brug for museerne. Vi har brug for kulturen. Vi har brug for en reform.

Bragt i JP.dk 8. februar 2021