Både Putin og Vesten har behov for sikkerhed

UKRAINE: Man skal forstå Ruslands måde at tænke på, hvis vi skal løse krisen i Ukraine.
JEG ER ingen fan af Putin. Tværtimod.

Men det ændrer ikke ved, at russerne har behov for at føle sig sikre og leve i fred med naboerne, ligesom alle andre. Derfor er der en vis logik i russernes krav til Vesten om ikke fortsat at placere Natotropper tættere og tættere på de russiske grænser.

Det er, som om at vestlige politikere kun kan fokusere på egne interesser. Logikken hos vestlige ledere er tilsyneladende, at det er o. k., at land efter land rundt om Rusland bliver Nato-medlem.

Og det må Rusland acceptere.

Hvis man vil finde løsninger i konflikten mellem Rusland og Ukraine, er det vigtigt at sætte sig i sin modstanders måde at tænke på og også ind i modstanderens behov. Det gælder i international sikkerhedspolitik, som det gælder i daglig politik i Folketinget. De tidligere Warszawa-lande har deres ' frie' ret til at melde sig ind i Nato. Javel ja. Alle lande har i princippet deres frie valg til at føre den udenrigspolitik, de finder fornuftigst.

Men i sikkerhedspolitik er der ikke altid ' frie valg'. Ingen kan forestille sig, at russerne (eller kineserne) lavede aftaler med Cuba eller Mexico om at opstille militære styrker tæt på USA. Eller for den sags skyld, at kinesiske arbejdere bygger en lufthavn for Grønland, for at blive i den bløde afdeling. Den slags vil USA ikke acceptere.

Ukraine vil sandsynligvis ikke vælge et medlemskab af Nato i en mere fredelig og afspændt fremtid. En placering som alliancefrit land mellem Rusland og Nato-landene vil give Ukraine store handlemuligheder og stor indflydelse. Det kræver en klog regering i Ukraine, og ikke mindst en fredelig løsning på de spændinger, der er mellem Ukraine og Rusland i øjeblikket.

NATO HAR en tendens til at ville spille med de militære musklerne som et første træk. Det behøver de sådan set ikke, for de er den stærkeste militære magt i verden - også i forhold til Rusland. De kunne med sindsro bruge kræfterne på at finde diplomatiske løsninger på den kritiske situation.

Det ville være bedre for en mere fredelig verden, at den danske regering (og den borgerlige opposition) ikke tænkte så ensporet militært under kriser. Irak og Afghanistan - og for den sags skyld Syrien bør give stof til eftertanke. Og så er det forudsigeligt til det kedsommelige, at danske politikere allerede nu råber på flere penge til militæret og en ophævelse af forsvarsforbeholdet i EU. Vi har ikke brug for flere våben. Vi har brug for færre våben, afspænding og nedrustning, hvis gode naboskaber skal bygges op.

En løsning kræver fleksibilitet og vilje til kompromiser fra begge sider. Lad os håbe, at den er til stede.

Bragt i Politiken, 27. januar 2022

| Emneord: