Digitale museer
I vores familie har vi en tradition for at tage børnebørnene med på ferie.
Ofte tager vi i en forlystelsespark, en sejltur, en byvandring, en sheltertur eller et par dage i kolonihaven.
Men altid fletter vi et museumsbesøg ind i årets ferie.
Nationalmuseet, Sagnlandet ved Lejre, Brede, Naturhistorisk Museum, Gammel Estrup, Den gamle by i Århus og det nye Moesgaard er nogle af stederne, der har været vores mål.
Det er altid interessant at se, hvordan de reagerer på museernes valg af formidling.
Hos børnebørnene er der kontant afregning, hvis museerne stadig bruger de gamle formidlingsmetoder med montre med pilespidser og stenøkser.
Så keder de sig, også selvom min kone Karen Marie og jeg træder til med supplerende fortællinger.
Helt anderledes er det, hvis de med digitale midler får børnene til at leve med og føle, at de er til stede i historien, f.eks da de sad i stenalderkanoen i det nye Moesgaard Museum og følte at de padlede ned ad åen, mens de hørte dyrelivet inde på bredden.
Eller når de på et landskab ser isen først brede sig og jage dyrene på flugt, for igen at smelte og dyr og mennesker kommer tilbage. Det er næsten som at være der.
Helt i top bliver det på de museer, hvor historien levendegøres med vikinger, middelaldermennesker eller børn fra stenalderen, der rører i gryden eller den voksne viking slås med rigtige og autentiske sværd, eller rider på deres heste - og hvor børnebørnene selv kan smage på grøden eller brødet, skyde med bue og pil eller prøve at holde det flotte vikingesværd i hænderne, mens de får fortællingen om hvordan hverdagen den gang var.
Så kan der gå timer med snak og aktivitet.
og snakken fortsætter over aftensmaden om, eller når forældrene skal have et foto og et par linjer i dagens sms.
Derfor forstår jeg ikke, at fhv. lektor Kirsten Milling Nielsen (Politiken 7. august) vil "back to basic" og fastholde de gamle museers formidling. Det giver meget mere dialog, mener hun.
Det er jeg ikke enig i.
Det er en berigelse, når museer (og for den sags skyld undervisere) bruger de digitale muligheder i formidlingen af vores historie. Hvis de digitale muligheder bruges fagligt professionelt vil et museumsbesøg gøre børn og unge sultne på historien, og måske vil de en enkelt gang imellem kunne lokke dem til også at besøge et af de gamle og mere traditionelle museer med pilespidser, jernalderknive og plancher med tekst.
Det er ikke tilfældigt, at den gennemsnitlige museumsbruger er omkring 60 år og med en solid uddannelsesmæssig baggrund.
Denne skævhed formår en god brug at digitale medier at være med til at rette op på.
Ja selv vi, der er oppe i alderen og gennem livet har besøgt mange museer kan øge sansningen og få ny viden.
Det betyder ikke, at digitaliseringen ikke kan tage overhånd, eller at en god formidler eller fortæller på et traditionelt museum ikke kan fænge børn, unge og mennesker med kort eller ingen uddannelse. Den gode fortælling går aldrig af mode.
Men det vil være at skyde os selv i foden, hvis ikke vi bruger de nye muligheder og trækker endnu flere ind i historiens forunderlige verden.